Tur 94
Vi har lavet en film om denne tur til Grækenland i 2009
Forord
Efter at have holdt campingferie sammen rundt omkring i Europa i 42år, hvor vi havde besøgt Sverige, Norge, Tyskland, Belgien, Holland, Luxemburg, Frankrig, Andorra, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz, England, Skotland, Jugoslavien, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Polen og ikke mindst Ungarn, syntes vi nu, efter at have læst om andres campingture til Grækenland, at det var på tide at tage til Grækenland.
Vi besluttede derfor at tage ud på denne spændende tur.
Planen blev, at vi ville sejle fra Ancona i Italien med ”Camping on Board” til Patras i Grækenland, og at vi, efter at have kørt rundt på Peloponnes, ville køre mod nord op gennem Grækenland, for derefter at returnere til Ancona med færgen fra Igoumenitsa.
Efter lidt undersøgelser og emails frem og tilbage købte vi færgebilletterne hjemmefra via nettet DIREKTE hos ANEK LINE da det var absolut billigst at købe der og som E-billetter - se nedenfor.
Priserne var ekstra billige da vi bestilte meget tidligt - såkaldt "Early Booking" + med pensionistrabat.
Køber man på den måde skal man være opmærksom på, at billetterne ikke kan refunderes, så pengene er tabt hvis man ikke møder op.
Vi besluttede derfor at tage ud på denne spændende tur.
Planen blev, at vi ville sejle fra Ancona i Italien med ”Camping on Board” til Patras i Grækenland, og at vi, efter at have kørt rundt på Peloponnes, ville køre mod nord op gennem Grækenland, for derefter at returnere til Ancona med færgen fra Igoumenitsa.
Efter lidt undersøgelser og emails frem og tilbage købte vi færgebilletterne hjemmefra via nettet DIREKTE hos ANEK LINE da det var absolut billigst at købe der og som E-billetter - se nedenfor.
Priserne var ekstra billige da vi bestilte meget tidligt - såkaldt "Early Booking" + med pensionistrabat.
Køber man på den måde skal man være opmærksom på, at billetterne ikke kan refunderes, så pengene er tabt hvis man ikke møder op.
E-billet til udturen, Ancona - Patras
€314,30 (~Kr. 2373.-) |
E-billet til hjemturen, Igoumenitsa - Ancona
€219,70 (~Kr.1658,75) |
Da vi var enige om, at udviklingen efterhånden var løbet fra det gode gamle analoge videokamera med bånd, havde jeg dagen før vi skulle afsted ( ! ) liiiiiiige nået at købe et nyt High Definition videokamera (Canon HF10).
Det ville jo have været smadder ærgerligt ikke at få en perfekt video med hjem efter sådan en tur, når nu jeg bruger så meget tid på at forsøge at lave og redigere feriefilm der er værd at se på.
DET køb fortrød jeg ikke !!
Det nye kamera optog i en hel anden kvalitet end det gamle, og så optog det på 16G indbygget flash memory
+ der kunne isættes og optages yderligere på de relativt billige SDHS-memory kort.
Det havde derfor også den store fordel, i forhold til det gamle kamera, at der ingen mekaniske dele var i det, som kunne gå i stykker.
Jeg fik optaget knap 5 timers rå-video blot på den indbyggede memory.
Godt nok valgte jeg ikke at optage i FULL HD, men i standard kvalitet, men det er alligevel blevet fantastisk flot!
Nogle af billederne i dagbogen nedenfor er ”grapped” fra videoen – andre er et lille udpluk af de
800+ still fotos vi tog på ferien.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hovedpunkter og ruten vi kørte i Grækenland
Vi erfarede undervejs, hvad vi ikke var klar over og derfor overraskede os lidt, at Grækenland faktisk er et meget bjergrigt land.
DET køb fortrød jeg ikke !!
Det nye kamera optog i en hel anden kvalitet end det gamle, og så optog det på 16G indbygget flash memory
+ der kunne isættes og optages yderligere på de relativt billige SDHS-memory kort.
Det havde derfor også den store fordel, i forhold til det gamle kamera, at der ingen mekaniske dele var i det, som kunne gå i stykker.
Jeg fik optaget knap 5 timers rå-video blot på den indbyggede memory.
Godt nok valgte jeg ikke at optage i FULL HD, men i standard kvalitet, men det er alligevel blevet fantastisk flot!
Nogle af billederne i dagbogen nedenfor er ”grapped” fra videoen – andre er et lille udpluk af de
800+ still fotos vi tog på ferien.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hovedpunkter og ruten vi kørte i Grækenland
Vi erfarede undervejs, hvad vi ikke var klar over og derfor overraskede os lidt, at Grækenland faktisk er et meget bjergrigt land.
1. dag: Torsdag 21/5 – 2009
Vi kørte hjemmefra ved 23-tiden og nåede Gedser i god tid før natfærgen til Rostock afsejlede kl. 2:00.
Vel ankommet til Tyskland ved 4-tiden, blev kursen sat mod München, hvor Ole på forhånd havde foreslået vi holdt en dags pause.
Ole havde nemlig hjemmefra, i al ”hemmelighed” for Mariann, købt billetter til en stor Tutankhamon udstilling i Event Centeret ved Olympia Park i München.
Da det blev dårligt vejr ved mørkets frembrud og efter flere pauser undervejs, besluttede vi, ca. 85km før München, at køre ind på en rasteplads for at overnatte.
Rastepladsen var stopfyldt med lastbiler så vi måtte i første omgang holde på tværs af de små båse beregnet til personbiler.
Da de ”store drenge” fik lov at køre igen kl 22:00, rykkede vi over og holdt på en af de ”rigtige” pladser, for vi ville ikke risikere at få problemer om morgenen med, at der holdt korrekt parkerede personbiler foran og bag os, så vi ikke ville kunne komme derfra.
Samtidig fik vi, da vi flyttede os, god samvittighed fordi vi så ikke kom til at optage de mange personbilpladser til et godt stykke op af næste dag.....politiet ville nok heller ikke have set gennem fingre med det.
Vi ville nemlig først forlade rastepladsen lidt sent, da vi jo kun skulle køre de få kilometer til campingpladsen i Obermenzing ved München.
2. dag: Fredag 22/5 – 2009
Vi forlod rastepladsen og satte kurs mod Obermenzing.
I et T-kryds i Obermenzing var der dårlig skiltning (lille skilt vi ikke så), så vi kørte selvfølgelig forkert, idet vi drejede til højre i stedet for til venstre, så vi måtte derfor se at finde et sted at vende på den smalle landevej.
Vi valgte at køre ind på en tankstation ovre på den modsatte side af vejen, selvom der var meget modgående trafik og snævert på tankstationen.
Det gik heldigvis godt og vi benyttede ”chancen” til at få benzin på.
Vi fandt derefter, uden problemer, campingpladsen hvor vi ankom kl.12:30.
Der var egentlig middagslukket fra kl.12 – 15, fandt vi ud af senere, men da vi ankom, var der åbent fordi andre var ved at blive checket ind, så vi ”kom med på et afbud”.
Vi fandt en god plads hvor vi nemt kunne komme fra igen.
Vi har været på campingpladsen før, men det var mere end 10år siden, og da lå vi i den anden ende af pladsen.
Ved strømtilslutningen viste det sig, at der skulle betales for strøm på en spøjs måde vi ikke havde set før, nemlig via en møntautomat i strømskabet: 50 cent pr. kwH.
Jeg havde godt nok opfattet ved indcheckning, at den ”bayrisk-talende” campingfatter havde nævnt noget med 50 cent i strøm.
Hvad han havde ment opfattede vi imidlertid ikke pga dialekten, men nu fandt vi så ud af, hvad det var han havde sagt.
I det lille mini-marked (hvor der sad et par ”fastligger-subjeker” udenfor) købte vi lidt vin og øl.
Det var rimelig dyrt!!
NU var vi klar til at dase resten af dagen !
Om aftenen da vi skulle til køjs, var der en ret irriterende højrøstet snakken til sent fra en vogn bag ved os fra nogle…ja gæt engang… hollandske campister …
3. dag: Lørdag 23/5 – 2009
Dagen for overraskelsen til ”fruen” var kommet!!!
Vi kørte til Olympia stadion, til udstillingen”TutAnchAmun Sein Grap und die Schätze”.
Vi var der kl 9:50, 10 minutter før vores starttid for timeslottet som billetterne var købt til.
Jeg havde nemlig købt, betalt og udprintet billetterne hjemmefra, hvor man også skulle vælge et timeslot at komme ind på. Så undgik man at skulle stå i kø – smart ! - De tyskere kan bare finde ud af det !
Selvom det kun var rekonstruerede ting der var udstillet, viste det sig, som forventet, at være en flot og imponerende udstilling, der absolut var pengene og tiden værd.
Man måtte ikke fotografere med blitz, så da vores still kamera ikke er så lysfølsomt, optog vi kun video.
Nedenfor lidt videoklip fra videoen jeg optog, samt "grappede" billeder fra den.
Jeg havde godt nok opfattet ved indcheckning, at den ”bayrisk-talende” campingfatter havde nævnt noget med 50 cent i strøm.
Hvad han havde ment opfattede vi imidlertid ikke pga dialekten, men nu fandt vi så ud af, hvad det var han havde sagt.
I det lille mini-marked (hvor der sad et par ”fastligger-subjeker” udenfor) købte vi lidt vin og øl.
Det var rimelig dyrt!!
NU var vi klar til at dase resten af dagen !
Om aftenen da vi skulle til køjs, var der en ret irriterende højrøstet snakken til sent fra en vogn bag ved os fra nogle…ja gæt engang… hollandske campister …
3. dag: Lørdag 23/5 – 2009
Dagen for overraskelsen til ”fruen” var kommet!!!
Vi kørte til Olympia stadion, til udstillingen”TutAnchAmun Sein Grap und die Schätze”.
Vi var der kl 9:50, 10 minutter før vores starttid for timeslottet som billetterne var købt til.
Jeg havde nemlig købt, betalt og udprintet billetterne hjemmefra, hvor man også skulle vælge et timeslot at komme ind på. Så undgik man at skulle stå i kø – smart ! - De tyskere kan bare finde ud af det !
Selvom det kun var rekonstruerede ting der var udstillet, viste det sig, som forventet, at være en flot og imponerende udstilling, der absolut var pengene og tiden værd.
Man måtte ikke fotografere med blitz, så da vores still kamera ikke er så lysfølsomt, optog vi kun video.
Nedenfor lidt videoklip fra videoen jeg optog, samt "grappede" billeder fra den.
P-billet for parkering ved Olympia Parken
VIDEO :
Fra TutAnkAmon udstillingen
Fra TutAnkAmon udstillingen
Efter at have set udstillingen, gik vi en lang tur i parken og besøgte desuden et større loppemarked der var på den store P-plads ved Olympia Stadion.
Hjemme på campingpladsen igen, kom der ved 21-tiden en ung mand og hans dreng hjem til deres telt.
De havde slået deres telt op ikke så langt fra os.
De henvendte sig til Ole, der netop sad og skrev disse linier, og fortalte, at der havde været indbrud i deres telt mens de havde været væk og at bl.a. deres tasker med indhold var blevet stjålet !
Om vi havde set noget?
Det havde vi desværre ikke, for vi havde jo været væk det meste af dagen.
De fik tilkaldt politiet, som ankom ret hurtigt, og vi kunne se de foretog nogle undersøgelser i mørket.
Derefter slog familien teltet ned, pakkede deres ting sammen i mørket og forlod pladsen.
Vi synes det var frygtelig synd for dem – det er utroligt nogen vil være bekendt at stjæle fra campinggæster og dermed ødelægge deres ferie.
I strømautomaten fik vi ilagt i alt 3€ (som vi så fik 6Kw for), hvilket viste sig at række til hele opholdet.
Vi gik relativ tidligt til ro, for vi skulle gerne nå langt ned i Italien i løbet af næste dag.
4. dag: Søndag 24/5 – 2009
Vi stod tidlig op, ca 5:15, og forlod München efter morgenmaden for at køre videre sydpå mod Italien via Innsbruck.
Vi kunne fra vores unge dage godt huske, at Innsbruck ligger nede i "et hul" og der er en ret skrap nedkørsel dertil, alligevel tog vi os ikke nok iagt da skiltet kom med ”16% fald over de næste 2 km” ....
Ole kunne ikke holde vogntoget i 2. gear, så han var nødt til, mod alle regler, at bremse hele vejen ned.
( hvorfor pokker satte "vi" (Ole) den ikke ned i 1. gear??... det plejer "vi" da at gøre - tanketorsk...)
Ole fik et chok efterhånden som han kunne mærke bremserne blev overophedede og bremsevirkningen blev ringere og
ringere.
Der var ingen steder at køre ind og ”dampe” af – ikke før vi var helt nede ved Zirl.
Dér var der en ganske lille vigeplads hvor det lykkedes os at komme ind og lige nøjagtig få standset vogntoget ved at bruge al kraft på bremsepedalen !!
– PUHA DET gav dæleme sved på panden!!
Campingvognens hjul var GLOENDE og bilens skiver var blåviolette…
Hjemme på campingpladsen igen, kom der ved 21-tiden en ung mand og hans dreng hjem til deres telt.
De havde slået deres telt op ikke så langt fra os.
De henvendte sig til Ole, der netop sad og skrev disse linier, og fortalte, at der havde været indbrud i deres telt mens de havde været væk og at bl.a. deres tasker med indhold var blevet stjålet !
Om vi havde set noget?
Det havde vi desværre ikke, for vi havde jo været væk det meste af dagen.
De fik tilkaldt politiet, som ankom ret hurtigt, og vi kunne se de foretog nogle undersøgelser i mørket.
Derefter slog familien teltet ned, pakkede deres ting sammen i mørket og forlod pladsen.
Vi synes det var frygtelig synd for dem – det er utroligt nogen vil være bekendt at stjæle fra campinggæster og dermed ødelægge deres ferie.
I strømautomaten fik vi ilagt i alt 3€ (som vi så fik 6Kw for), hvilket viste sig at række til hele opholdet.
Vi gik relativ tidligt til ro, for vi skulle gerne nå langt ned i Italien i løbet af næste dag.
4. dag: Søndag 24/5 – 2009
Vi stod tidlig op, ca 5:15, og forlod München efter morgenmaden for at køre videre sydpå mod Italien via Innsbruck.
Vi kunne fra vores unge dage godt huske, at Innsbruck ligger nede i "et hul" og der er en ret skrap nedkørsel dertil, alligevel tog vi os ikke nok iagt da skiltet kom med ”16% fald over de næste 2 km” ....
Ole kunne ikke holde vogntoget i 2. gear, så han var nødt til, mod alle regler, at bremse hele vejen ned.
( hvorfor pokker satte "vi" (Ole) den ikke ned i 1. gear??... det plejer "vi" da at gøre - tanketorsk...)
Ole fik et chok efterhånden som han kunne mærke bremserne blev overophedede og bremsevirkningen blev ringere og
ringere.
Der var ingen steder at køre ind og ”dampe” af – ikke før vi var helt nede ved Zirl.
Dér var der en ganske lille vigeplads hvor det lykkedes os at komme ind og lige nøjagtig få standset vogntoget ved at bruge al kraft på bremsepedalen !!
– PUHA DET gav dæleme sved på panden!!
Campingvognens hjul var GLOENDE og bilens skiver var blåviolette…
Vi holdt pause mere end ½ time før vi bare kunne røre forsigtigt ved campingvognens hjul uden at brænde os.
Vi blev derfor nervøse for, om campingvognens bremser havde sat sig, men det havde de heldigvis ikke.
Efter hjemkomsten fandt vi ud af, at man faktisk slet ikke må køre med campingvogn den vej (B177 ) til Innsbruck.
Det overraskede os, for vi så absolut ingen forbudsskilte og vejens bredde mm trickede os overhovedet ikke til at komme på den tanke, at kørsel med campingvogne var forbudt.
Der var desuden undervejs ned, katastrofebaner for lastbiler (opadgående grusbelagte højrevigespor der endte i en betonklods…), så derfor, når lastbilkørsel åbenbart var tilladt, kunne vi da slet ikke komme på den tanke, at kørsel med campingvogne ikke var tilladt.
NÅ ! men så lærte vi det…og heldigvis skete der ikke noget
Vi blev derfor nervøse for, om campingvognens bremser havde sat sig, men det havde de heldigvis ikke.
Efter hjemkomsten fandt vi ud af, at man faktisk slet ikke må køre med campingvogn den vej (B177 ) til Innsbruck.
Det overraskede os, for vi så absolut ingen forbudsskilte og vejens bredde mm trickede os overhovedet ikke til at komme på den tanke, at kørsel med campingvogne var forbudt.
Der var desuden undervejs ned, katastrofebaner for lastbiler (opadgående grusbelagte højrevigespor der endte i en betonklods…), så derfor, når lastbilkørsel åbenbart var tilladt, kunne vi da slet ikke komme på den tanke, at kørsel med campingvogne ikke var tilladt.
NÅ ! men så lærte vi det…og heldigvis skete der ikke noget
Vi fik ”dampet af" på den lille vigeplads og kunne køre videre til Italien.
I Italien, efter Ravenna, fik vi problemer med at finde vej SS16, så vi spildte en del tid med at lede og endte med at måtte tage op på motorvejen Bologne – Ancona og derefter køre af igen ved Rubbione.
Derefter var vores trængsler imidlertid ikke forbi, for vi havde svært ved at finde ud af hvilken vej vi skulle vælge i et
T-kryds lige efter frakørslen.
Vi valgte selvfølgelig forkert (holdt til højre i stedet for til venstre), så vi måtte vende om, men fandt så endelig SS16, hvor vi så kørte fra ved et skilt mod en campingplads.
Men ak, vi endte inde i en by, Misano, hvor henvisningsskiltene til campingpladsen bare pludselig forsvandt, så i et
T kryds midt i byen, blev vi naturligvis i vildrede om, hvilken vej vi NU skulle fortsætte…og man vælger jo altid forkert…
Det var ved at blive rigtig mørkt og vi var trætte og irriterede, men endelig lykkedes det – vi fandt Camping Misano.
Kl. var da ca. 21:30, og der var kun en italiensktalende mand som kunne checke os ind.
Han spurgte efter indcheckningen, om vi ønskede hjælp til at finde en plads.
Da det var mørkt og vi var trætte, takkede vi ja, og han anviste os så en meget snæver plads mellem mange træer lige overfor toiletterne.
Næste dag kunne vi se, at vi selv let havde kunnet finde en bedre plads, men vi havde været meget trætte, så vi ville bare til køjs - så måtte vi finde ud af hvordan vi kom derfra næste morgen.
5. dag: Mandag 25/5 – 2009
Vi kom af sted uden de store problemer – måtte dog bakke og ”bakse” lidt for at komme ud mellem træerne, ud på den smalle vej mens ”folket” (som havde tilbudt deres hjælp) kiggede på, men det gik fint uden hjælp.
I Italien, efter Ravenna, fik vi problemer med at finde vej SS16, så vi spildte en del tid med at lede og endte med at måtte tage op på motorvejen Bologne – Ancona og derefter køre af igen ved Rubbione.
Derefter var vores trængsler imidlertid ikke forbi, for vi havde svært ved at finde ud af hvilken vej vi skulle vælge i et
T-kryds lige efter frakørslen.
Vi valgte selvfølgelig forkert (holdt til højre i stedet for til venstre), så vi måtte vende om, men fandt så endelig SS16, hvor vi så kørte fra ved et skilt mod en campingplads.
Men ak, vi endte inde i en by, Misano, hvor henvisningsskiltene til campingpladsen bare pludselig forsvandt, så i et
T kryds midt i byen, blev vi naturligvis i vildrede om, hvilken vej vi NU skulle fortsætte…og man vælger jo altid forkert…
Det var ved at blive rigtig mørkt og vi var trætte og irriterede, men endelig lykkedes det – vi fandt Camping Misano.
Kl. var da ca. 21:30, og der var kun en italiensktalende mand som kunne checke os ind.
Han spurgte efter indcheckningen, om vi ønskede hjælp til at finde en plads.
Da det var mørkt og vi var trætte, takkede vi ja, og han anviste os så en meget snæver plads mellem mange træer lige overfor toiletterne.
Næste dag kunne vi se, at vi selv let havde kunnet finde en bedre plads, men vi havde været meget trætte, så vi ville bare til køjs - så måtte vi finde ud af hvordan vi kom derfra næste morgen.
5. dag: Mandag 25/5 – 2009
Vi kom af sted uden de store problemer – måtte dog bakke og ”bakse” lidt for at komme ud mellem træerne, ud på den smalle vej mens ”folket” (som havde tilbudt deres hjælp) kiggede på, men det gik fint uden hjælp.
Her kunne en mover have været til hjælp, men man bør jo kunne klare sig uden, og det går jo da også altid på en eller anden måde.
Dagen forløb med kørsel indtil ca. 25km før Ancona.
Ude ved Adriaterhavet fandt vi der en lille campingplads på landsiden af vejen: ”Green Camping”
(efter først at have kørt forbi, så vi måtte vende om og køre tilbage igen…).
Dagen forløb med kørsel indtil ca. 25km før Ancona.
Ude ved Adriaterhavet fandt vi der en lille campingplads på landsiden af vejen: ”Green Camping”
(efter først at have kørt forbi, så vi måtte vende om og køre tilbage igen…).
Porten var halvvejs lukket, men Mariann åbnede den og vi kunne køre frem….. til en anden og helt lukket bom !
Der var ingen at se – receptionen var tilsyneladende lukket.
Vi gik derfor en tur ned gennem ”gaden”, der viste sig næsten udelukkende at bestå af fastliggere.
Der var ingen at se – receptionen var tilsyneladende lukket.
Vi gik derfor en tur ned gennem ”gaden”, der viste sig næsten udelukkende at bestå af fastliggere.
Alligevel fandt vi heldigvis undervejs en hollandsk ”turist-campist”, men som desværre kun talte dårlig engelsk.
Han var dog i stand til at forklare os, at der var en mere officiel indkørsel for enden af ”gaden” – måske skulle vi køre udenom og komme ind den vej.
Det havde vi nu ikke meget lyst til, for det ville betyde, at vi skulle bakke ud igen, ud på den meget trafikerede SS16 landevej vi lige var kommet ind fra.
Så i stedet gik vi op for enden af "gaden" på campingpladsen, hvor der ganske rigtigt var en mere officiel indkørsel.
Her kom campingfatter os i møde og gik med os ned og lukkede bommen op, så vi kunne komme ind ad bagvejen.
Der var en plads lige inden for bommen, en meget snæver plads, men vi fik alligevel bakket campingvognen næsten helt ind på plads.
”Næsten” fordi der var ikke plads nok til at volvoens ”næse” kunne lave det nødvendige ”modsving” så vi kunne få den helt ind, så vi måtte koble af, og have hjælp til at skubbe campingvognen det sidste stykke på plads.
Men det gik som sædvanlig fint ved hjælp af de adskillige ”manuelle movere” der kom og hjalp til….
Han var dog i stand til at forklare os, at der var en mere officiel indkørsel for enden af ”gaden” – måske skulle vi køre udenom og komme ind den vej.
Det havde vi nu ikke meget lyst til, for det ville betyde, at vi skulle bakke ud igen, ud på den meget trafikerede SS16 landevej vi lige var kommet ind fra.
Så i stedet gik vi op for enden af "gaden" på campingpladsen, hvor der ganske rigtigt var en mere officiel indkørsel.
Her kom campingfatter os i møde og gik med os ned og lukkede bommen op, så vi kunne komme ind ad bagvejen.
Der var en plads lige inden for bommen, en meget snæver plads, men vi fik alligevel bakket campingvognen næsten helt ind på plads.
”Næsten” fordi der var ikke plads nok til at volvoens ”næse” kunne lave det nødvendige ”modsving” så vi kunne få den helt ind, så vi måtte koble af, og have hjælp til at skubbe campingvognen det sidste stykke på plads.
Men det gik som sædvanlig fint ved hjælp af de adskillige ”manuelle movere” der kom og hjalp til….
Da køreturen i dag ikke havde været særlig lang, var vi ankommet tidligt, så vi gik om eftermiddagen en tur ned til stranden og fik os en dejlig dukkert i Adriatico.
Så er der dømt vandhund
For at være sikker på hvor færgen befandt sig i havnen, så vi ikke næste dag skulle ligge og køre rundt og lede med campingvognen på slæb, kørte vi efter dukkerten en tur ind til Ancona.
Vi fandt ret hurtigt ud af hvor færgelejet var, dog efter at have spurgt en venlig P-vagt på vejen, der nærmest stoppede os, for at tilbyde at vejlede os.
Det viste sig, at færgelejet lå inde på et bevogtet og afspærret område.
Vejen til havnen (Porto) var tydelig afmærket, ligeledes vejen mod ”Car Ferries”, så vi kørte fortrøstningsfuldt hjem igen, med et lille stop undervejs for at handle i et ”Familia” supermarked.
Inden vi gik til ro om aftenen, hyggede vi os i en temperatur der efterhånden var til at holde ud.
6. dag: Tirsdag 26/5 – 2009
Så oprandt den dag vi så længe havde ventet på i spænding :
Starten på færgeturen til Patras i Grækenland med ”Camping on Board”.
Vi stod op ved 8-tiden, fik et koldt brusebad på campingpladsen og spiste morgenmad.
Da vi havde pakket sammen og skulle af sted, blev udkørslen fra vores ”bås” heldigvis ikke så vanskelig som det ellers havde set ud til aftenen før. To autocampere var nemlig ankommet efter os og havde lagt sig i forlængelse af hinanden lige ved siden af os, så vi ville få meget svært ved at komme ud, men de kørte heldigvis inden vi skulle af sted.
De to autocampere havde i øvrigt lukket to stakkels hollandske teltcampister fuldstændig inde, så de blev sikkert også glade da de kørte.
Vi fik hjælp til at skubbe campingvognen bagud og koble på - men ak, en gren fra et de mange træer ville støde på campingvognens tag, hvis vi forsøgte at køre ud som den holdt nu.
Så vi måtte have hjælp igen…
En herre fra pladsen, der var i gang med at beskære træer, kom til og foreslog, at vi skulle flytte og dreje campingvognen noget mere....det kunne vi godt selv se…men ok….
Vi koblede af igen og fik hjælp til den nødvendige manøvre og fik endda skubbet campingvognen helt ud på vejen
– og så var vi endelig klar til at køre til færgen.
Vi kørte, som dagen før, efter skiltene ”Porto” & ”Car Ferries”, men da vi nærmede os ”gaten” til det stærkt bevogtede indhegnede havneområde, blev vi råbt an af en sur uniformeret person.
På meget dårlig engelsk og ret irriteret lod han forstå, at vi først skulle have den udprintede A4 side, som vi havde med hjemmefra, og som vi troede var vores billetter (for der stod jo ”E-Ticket” på den), ombyttet til ”rigtige” billetter.
Det skulle foretages ved en indcheckning et helt andet sted !
Vi skulle derfor vende om og køre tilbage til en rundkørsel og der dreje til højre fik vi at vide...
Vi var noget desorienterede, da det absolut ikke fremgik nogen steder ved skiltning eller andet, at det skulle man først gøre inden man kunne komme ind på havneområdet. Vi stressede lidt, selvom vi heldigvis var vi i god tid.
Vi måtte, for en sikkerhedsskyld, på tilbagevejen spørge os for en ekstra gang hos den flinke P-vagt fra dagen før– og jo det var rigtig nok: vi skulle hen til rundkørslen, til højre og ind på en P-plads og gå til en bygning der, for at check ind.
Det lykkedes at finde indcheckningen og skranken hvor ombytningen til rigtige billetter skulle foretages…men Ole havde ikke A4 siden til returrejsen med ind i første omgang – så tilbage til bilen og hente den –men så gik det også smertefrit og vi fik billetterne og et par skilte til at lægge i forruden med teksten ”OPEN DECK - PATRAS”.
Først nu kunne vi så køre tilbage til ”gaten”, der hvor vi i første omgang var blevet afvist – puha – hvorfor sætter de dog ikke noget vejledning op til os stakkels turister??
Den store færge var ankommet og bilerne var ved at køre fra borde.
Den store færge var ankommet og bilerne var ved at køre fra borde.
Allerede ca 13:30 begyndte vi så at køre om bord.
Når man skal campere om bord, på ”OPEN DECK”, skal man op ad en relativ smal rampe til øverste dæk.
Rampen bliver efterfølgende hævet op i niveau med øverste dæk – med eller uden bil / lastbiler på
- ret imponerende !!
Når man skal campere om bord, på ”OPEN DECK”, skal man op ad en relativ smal rampe til øverste dæk.
Rampen bliver efterfølgende hævet op i niveau med øverste dæk – med eller uden bil / lastbiler på
- ret imponerende !!
"Rampekørsel"
VIDEO :
Ombordkørsel i Ancona / sejlturen
Ombordkørsel i Ancona / sejlturen
Da vi var kommet op af rampen, dirigerede en meget kompetent herre os på plads på dækket.
Han var meget tilfreds med, at vi var hurtige og nøje fulgte hans anvisninger.
Vi var så svineheldige, at vi kom til at holde helt ud til nogen af de store åbne ”glughuller” så vi på overfarten kunne sidde i campingvognen og nyde brisen og udsigten – altså mens vi var vågne – turen tog jo ca. 21½ time så vi skulle jo også sove lidt….
Der var i øvrigt ikke ret mange med på det åbne dæk: Kun 2 halve rækker i hver side af dækket.
Det måtte være lidt ærgerligt for dem i anden række, at de ikke kunne få lov at holde i forlængelse af os i første række, så de også havde haft den flotte udsigt –men færgepersonalet må jo have haft deres grunde (?)
Dem i modsatte side af os, var dem der skulle af ”allerede” efter ca. 15 timers sejlads, i byen Igoumenitsa.
Af en eller anden grund skulle de holde med ”næsen” den modsatte vej af os (måske fordi de også skulle holde med højre side mod ”glughullerne”?).
Der kom også et par store lastbiler op til os på øverste dæk – utroligt de kunne komme op ad den smalle rampe.
De blev dirigeret flot og kompetent på plads af færgepersonalet - bakning helt ned i den fjerneste ende af dækket!
Det måtte være lidt ærgerligt for dem i anden række, at de ikke kunne få lov at holde i forlængelse af os i første række, så de også havde haft den flotte udsigt –men færgepersonalet må jo have haft deres grunde (?)
Dem i modsatte side af os, var dem der skulle af ”allerede” efter ca. 15 timers sejlads, i byen Igoumenitsa.
Af en eller anden grund skulle de holde med ”næsen” den modsatte vej af os (måske fordi de også skulle holde med højre side mod ”glughullerne”?).
Der kom også et par store lastbiler op til os på øverste dæk – utroligt de kunne komme op ad den smalle rampe.
De blev dirigeret flot og kompetent på plads af færgepersonalet - bakning helt ned i den fjerneste ende af dækket!
Man måtte naturligvis ikke bruge gas (åben ild) i campingvognen under overfarten, men man kunne i stedet, via en lang stang med krog, hente et 230V kabel ned oppe fra loftet og koble det til campingvognen.
En tysk herre ved siden af overlod sin ledning til os, da Ole havde svært ved at få den sidste ledning ned der var ledig (den havde rullet sig skævt op).
Nu fik den venlige herre så problemet i stedet….
En tysk herre ved siden af overlod sin ledning til os, da Ole havde svært ved at få den sidste ledning ned der var ledig (den havde rullet sig skævt op).
Nu fik den venlige herre så problemet i stedet….
Afgangen foregik planmæssigt og snart var vi ude på åbent vand i det mest pragtfulde vejr.
Pæn udsigt fra campingvognen ik´?
Pæn udsigt fra campingvognen ik´?
Vi opdagede hurtigt, at vi allerede om bord på færgen, var kommet til Grækenland, idet det på toiletterne nu var forbudt at komme toiletpapir i ”tønden” !
Det skulle lægges i en spand ved siden af - ret ulækkert synes Ole, men man vænnede sig dog senere til ”systemet”.
Ved 19-tiden gik vi en runde på skibet og fik os lidt at spise (Gyros) ved en udendørs ”bod” på bagerste dæk.
Det skulle lægges i en spand ved siden af - ret ulækkert synes Ole, men man vænnede sig dog senere til ”systemet”.
Ved 19-tiden gik vi en runde på skibet og fik os lidt at spise (Gyros) ved en udendørs ”bod” på bagerste dæk.
Skibet var lidt af en "luxusliner" syntes vi.
Efter rundturen gik vi ned til campingvognen.
Mariann var træt og gik til ro.
Ole skrev først lidt dagbog på laptoppen….
Mariann var træt og gik til ro.
Ole skrev først lidt dagbog på laptoppen….
Lige inden Ole gik i seng, satte han vækkeuret til at ringe kl.06:00, for vi ville se, om vi kunne opleve passagen mellem Albanien og Korfu som vi havde beregnet ville finde sted ved 6-tiden (dansk tid).
7. dag: Onsdag 27/5 – 2009
Vi vågnede lidt før 6:00 og opdagede vi lige netop var ved at passere mellem Albanien og Korfu.
Flot syn med en opgående sol over Albanien.
7. dag: Onsdag 27/5 – 2009
Vi vågnede lidt før 6:00 og opdagede vi lige netop var ved at passere mellem Albanien og Korfu.
Flot syn med en opgående sol over Albanien.
Da vi kom til Igoumenitsa lagde færgen meget kortvarigt til.
En del skulle af og en enkelt bilist på.
Det var jo derfra vi på hjemturen skulle med samme færge tilbage til Ancona.
En del skulle af og en enkelt bilist på.
Det var jo derfra vi på hjemturen skulle med samme færge tilbage til Ancona.
Efter yderligere ca. 5 timer på en flot og utrolig fredfyldt sejlads, ankom vi til Patras til planlagt lokaltid: 13:30.
Urene skulle nu stilles en time frem – en time som vi selvfølgelig ”fik igen” på hjemrejsen…
Hele sejlturen havde mindet om en slædetur på en kæmpeslæde. På vogndækket kunne man nemlig slet ikke høre skibets motor, kun et svagt ”tsju, tsju, tsju” fra vandet når skibet ”gled” gennem et fuldstændig roligt Adriaterhav.
Det var en fantastisk oplevelse.
Da skibet havde lagt til, skulle vi jo så ned ad rampen igen.
Urene skulle nu stilles en time frem – en time som vi selvfølgelig ”fik igen” på hjemrejsen…
Hele sejlturen havde mindet om en slædetur på en kæmpeslæde. På vogndækket kunne man nemlig slet ikke høre skibets motor, kun et svagt ”tsju, tsju, tsju” fra vandet når skibet ”gled” gennem et fuldstændig roligt Adriaterhav.
Det var en fantastisk oplevelse.
Da skibet havde lagt til, skulle vi jo så ned ad rampen igen.
Selvom det ikke er en roll-on / roll-off færge, kom vi nemt i land fordi der var så få med, så der var masser af plads på dækket til at dreje 180 grader rundt med hele vogntoget, således vi kunne køre lige direkte ned af rampen
(...rent ”held” skulle det vise sig på hjemturen....).
Allerede straks vi kom i land, fik vi vores ilddåb i den græske trafik.
Der blev dyttet af os og vi oplevede den aggressive og hensynsløse kørsel, som vi hen ad vejen dog vænnede os til.
Det gik ret hurtigt op for os, at for grækere er færdselsregler i BEDSTE FALD vejledende, bestemt ikke noget der nødvendigvis skal tages alvorligt, endsige noget man skal rette sig efter.
Vi fandt ud af, at dytteriet, lige da vi kom i land, skyldtes, at hvis man ikke kører hurtigt nok, skal man åbenbart køre over den fuldt optrukne højre ubrudte( ! ) kantlinie langs vejen og så køre, helt eller delvist, inden for stregen
- på cykelstien/nødsporet.! Selv politibiler kørte sådan, så det er åbenbart fuldt lovligt.
Vi oplevede det i øvrigt også senere på motorvejene – ind i nødsporet at køre hvis det var hensigtsmæssigt for at andre kunne overhale.
Det er noget i samme retning som reglerne er på landevejene i Sverige, men her er kantlinierne dog trods alt stiplede, så det ikke føles helt så forkert.
Efterhånden som vi oplevede grækerne i trafikken, blev vi enige om, at vi synes de kører værre end italienere og ungarer…. tilsammen…og det siger ikke så lidt....
Der tages absolut ingen hensyn til skiltning eller vognbanemærkning : overhaling foretages rask væk over fuldt optrukne dobbeltmidterliner, spærreflader og ud i modgående trafiks venstresvingsbaner( ! ) og der tages ingen hensyn til nogen som helst form for hastighedsbegrænsning - kører gerne 80+ selvom skiltning viser max 40!!
Vejarbejde med 30km begrænsning ? – Ikke noget problem man køre da bare 100 hvis det passer én....!
Vi havde planlagt at bruge cirka halvdelen af ferietiden på Peloponnes og den anden halvdel på fastlandet, så vi startede med at køre sydpå fra Patras langs vestkysten (Patras ligger på Peloponnes).
Vi havde frygtet lidt hvordan vi skulle klare at finde vej hvis skiltningen langs vejene kun var med deres mærkelige kyrilliske bogstaver, men det viste sig, at der altid (i hvert fald langs de større veje) kom to skilte lige efter hinanden.
På første skilt var bynavnene skrevet med kyrilliske bogstaver (såsom ret- og omvendte 3-forks, trekanter, omega-tegn osv.), men kort efter kom heldigvis normalt altid et skilt nr.2 med de for os velkendte almindelige bogstaver.
Hvor der ikke var noget ”nr.2 skilt”, måtte vi ty til ”mønstergenkendelse”...
Ruten vi fulgte gik ad E55 langs kysten: Patras – Pyrgos - Sacharo
På vejen ved afkørsel mod Kisparissia mødte vi en mærkelig skiltning:
Exit 1 og Exit 2 viste begge til Kisparissia.
Vi valgte Exit 1 der viste sig at føre ned i byen og ud igen…hvor Exit 2 havde ført os hen står i det uvisse…
Efter Sacharo begyndt vi at se efter en campingplads.
Da vi så et skilt mod Tholos Beach Camping valgte vi at se på den.
Ad en snoet smal vej kom vi til pladsen der lå ca. 100m fra vandet.
Der holdt en tysk autocamper i indkørselen, men der var ingen at se i det vi mente måtte være receptionen.
Mariann fandt imidlertid længere inde på pladsen en restaurant.
Her fik hun fat i en flink ung perfekt engelsktalende mand, som bød os venligt velkommen.
Han fik tyskeren til at flytte sin autocamper, så vi kunne komme ind.
I det hele taget bruger de meget engelsk, også på skilte og til navne. F.eks. bruger de meget ”beach” om strande.
(...rent ”held” skulle det vise sig på hjemturen....).
Allerede straks vi kom i land, fik vi vores ilddåb i den græske trafik.
Der blev dyttet af os og vi oplevede den aggressive og hensynsløse kørsel, som vi hen ad vejen dog vænnede os til.
Det gik ret hurtigt op for os, at for grækere er færdselsregler i BEDSTE FALD vejledende, bestemt ikke noget der nødvendigvis skal tages alvorligt, endsige noget man skal rette sig efter.
Vi fandt ud af, at dytteriet, lige da vi kom i land, skyldtes, at hvis man ikke kører hurtigt nok, skal man åbenbart køre over den fuldt optrukne højre ubrudte( ! ) kantlinie langs vejen og så køre, helt eller delvist, inden for stregen
- på cykelstien/nødsporet.! Selv politibiler kørte sådan, så det er åbenbart fuldt lovligt.
Vi oplevede det i øvrigt også senere på motorvejene – ind i nødsporet at køre hvis det var hensigtsmæssigt for at andre kunne overhale.
Det er noget i samme retning som reglerne er på landevejene i Sverige, men her er kantlinierne dog trods alt stiplede, så det ikke føles helt så forkert.
Efterhånden som vi oplevede grækerne i trafikken, blev vi enige om, at vi synes de kører værre end italienere og ungarer…. tilsammen…og det siger ikke så lidt....
Der tages absolut ingen hensyn til skiltning eller vognbanemærkning : overhaling foretages rask væk over fuldt optrukne dobbeltmidterliner, spærreflader og ud i modgående trafiks venstresvingsbaner( ! ) og der tages ingen hensyn til nogen som helst form for hastighedsbegrænsning - kører gerne 80+ selvom skiltning viser max 40!!
Vejarbejde med 30km begrænsning ? – Ikke noget problem man køre da bare 100 hvis det passer én....!
Vi havde planlagt at bruge cirka halvdelen af ferietiden på Peloponnes og den anden halvdel på fastlandet, så vi startede med at køre sydpå fra Patras langs vestkysten (Patras ligger på Peloponnes).
Vi havde frygtet lidt hvordan vi skulle klare at finde vej hvis skiltningen langs vejene kun var med deres mærkelige kyrilliske bogstaver, men det viste sig, at der altid (i hvert fald langs de større veje) kom to skilte lige efter hinanden.
På første skilt var bynavnene skrevet med kyrilliske bogstaver (såsom ret- og omvendte 3-forks, trekanter, omega-tegn osv.), men kort efter kom heldigvis normalt altid et skilt nr.2 med de for os velkendte almindelige bogstaver.
Hvor der ikke var noget ”nr.2 skilt”, måtte vi ty til ”mønstergenkendelse”...
Ruten vi fulgte gik ad E55 langs kysten: Patras – Pyrgos - Sacharo
På vejen ved afkørsel mod Kisparissia mødte vi en mærkelig skiltning:
Exit 1 og Exit 2 viste begge til Kisparissia.
Vi valgte Exit 1 der viste sig at føre ned i byen og ud igen…hvor Exit 2 havde ført os hen står i det uvisse…
Efter Sacharo begyndt vi at se efter en campingplads.
Da vi så et skilt mod Tholos Beach Camping valgte vi at se på den.
Ad en snoet smal vej kom vi til pladsen der lå ca. 100m fra vandet.
Der holdt en tysk autocamper i indkørselen, men der var ingen at se i det vi mente måtte være receptionen.
Mariann fandt imidlertid længere inde på pladsen en restaurant.
Her fik hun fat i en flink ung perfekt engelsktalende mand, som bød os venligt velkommen.
Han fik tyskeren til at flytte sin autocamper, så vi kunne komme ind.
I det hele taget bruger de meget engelsk, også på skilte og til navne. F.eks. bruger de meget ”beach” om strande.
Vi fandt en fin skyggefuld hjørneplads.
Der var ingen strøm i nærmeste strømskab – men i et længere væk var der.
Godt vil havde to lange kabler med….
Der var ingen strøm i nærmeste strømskab – men i et længere væk var der.
Godt vil havde to lange kabler med….
Vores fine hjørneplads på Camping Tholo Beach
8. dag: Torsdag 28/5 – 2009
Denne dag blev en slappe-af-dag.
Vi fik dog slået solsejl op, men ellers gik dagen med læsning og planlægning af hvilke ture vi skulle tage ud på de næste dage, mens vi lå fast her på campingpladsen.
Ole fik i løbet af dagen spurgt campingfatter om, hvorfor man egentlig ikke må komme toiletpapir i ”tønden” i Grækenland.
Han fortalte, at det havde noget at gøre med, at rørene i Grækenland er så tynde at papir risikerer at lave forstoppelse.
Han fortalte, at han havde boet nogle år i England (aha det var derfor han talte så flydende engelsk) og havde, omvendt os, haft svært ved at vænne sig til, at papiret blot kunne komme samme vej som ”resten”.
Om eftermiddagen gik vi ned til stranden og en tur i vandet.
Om aftenen spiste vi aftensmad oppe i den lille restaurant på campingpladsen:
Pizza, græsk salat og øl (15€)....det var nu desværre ikke noget at råbe hurra for !
Sidst på dagen fik Ole skrevet og redigeret lidt dagbog, samt afloaded fotos fra still kameraet til laptoppen.
9. dag: Fredag 29/5 – 2009
Vi havde besluttet, at i dag skulle vi køre en tur til Olympia, hvor de olympiske lege i sin tid blev ”opfundet”, men først måtte forruden på bilen renses: den var fuld af små harpikspletter eller ”bladlusgødning”.
Hvad det end var, var det i hvert fald utrolig fedtet/klæbrigt og svært at få af.
Olympia var lidt svær at finde pga dårlig skiltning, men det lykkedes til sidst.
Der er et flot museum i tilknytning til det store areal med ruiner af templer og anlæg.
Først besøgte vi museet med mange effekter og statuer,
Derefter gik vi ud i det meget store udendørsareal med alle ruinerne.
Mærkeligt at tænke på, at de første ”lege” for ufattelig mange år siden blev ”opfundet” her.
Mærkeligt at tænke på, at de første ”lege” for ufattelig mange år siden blev ”opfundet” her.
Zeus´ kone Hera´s tempel, foran hvilket man i vore dage, før legene, tænder den olympiske flamme via solens stråler og et hulspejl, hvorefter flammen per stafet bliver ført derfra til det pågældende års oplymiske stadion.
Søjler der er væltet under et jordskælv
Man kunne på bakkeskråningerne lige udenfor området tydeligt se, at der for 2 år siden havde været så voldsomme skovbrande meget tæt på, at det havde truet Olympia området.
Det gjaldt i øvrigt mange steder på Peloponnes, at vi i store områder så sortafsvedne træer, men det var jo også meget af Peloponnes der stod i flammer dengang.
Det gjaldt i øvrigt mange steder på Peloponnes, at vi i store områder så sortafsvedne træer, men det var jo også meget af Peloponnes der stod i flammer dengang.
På vejen hjem overvejede vi at køre en lille omvej for at se et tilsyneladende velbevaret tempel, Apollons tempel, men klokken var efterhånden så mange, at vi hellere måtte se at få handlet og komme hjem med varerne i køleskabet. Måske kunne vi en anden dag bedre få tid til at se det.
Da vi kom hjem besluttede vi, at bakke bilen ind for at undgå, at forruden igen fik al det snask på fra træet den holdt under. Men opmærksomheden på ikke at ramme strømskabet og ej heller køre en af bardunerne ned, gjorde, at Ole overså et træ, så vi ramte stammen med bagerste kofanger – u!!! ærgerligt – fik en grim ridse og lak faldt af den indfarvede kofanger.
Nå, skidt en bil er jo kun en brugsgenstand…og det skulle vise sig, at dette her blot var en bagatel i forhold til hvad der skete senere…
Da vi kom hjem besluttede vi, at bakke bilen ind for at undgå, at forruden igen fik al det snask på fra træet den holdt under. Men opmærksomheden på ikke at ramme strømskabet og ej heller køre en af bardunerne ned, gjorde, at Ole overså et træ, så vi ramte stammen med bagerste kofanger – u!!! ærgerligt – fik en grim ridse og lak faldt af den indfarvede kofanger.
Nå, skidt en bil er jo kun en brugsgenstand…og det skulle vise sig, at dette her blot var en bagatel i forhold til hvad der skete senere…
10. dag: Lørdag 30/5 – 2009
Da Ole var oppe og købe morgenbrød, mindede campingfatter om, at dagen efter var en søndag, så der ville ikke være frisk brød… ville vi så ikke have to brød i dag ?
Jo det ville vi da selvfølgelig gerne (store franskbrød: 1€ stykket – krummede meget når det blev skivet)
Indtil middag slappede vi af. Vi havde tilsyneladende svært ved at komme os over ”jetlaget” …bildte vi os ind…. (fremrykningen af tiden med en time). Mariann vaskede gulv og ryddede op i campingvognen.
Ole eksperimenterede lidt med still-kameraet samt skrev lidt dagbog. Havde ellers tænkt, at vi skulle have kørt en tur sydpå, men energien manglede. Om formiddagen hørte vi høje råb uden for campingpladsen og opdagede, at strømmen pludselig var væk. På forespørgsel til campingfatter fik vi oplyst, at man var i gang med nogle ændringer af ledningerne ude på vejen, men at strømmen snart ville være tilbage.
Det kom den da også, så vi blev heldigvis kun nødt til at køre på gas til køleskabet i kort tid.
Efter frokost tog vi os en ”lille” lur i varmen – puha det var trykkende varmt i modsætning til dagen før, hvor det havde været mere behageligt med tør varme
Om aftenen så vi, som vi også havde set aftenen før, ildfluer i buskene ved campingvognen – mærkelig uvant syn.
11. dag: Søndag 31/5 – 2009
Efter slappe-af-dagen i går, startede vi relativt tidligt i dag.
Vi ville nemlig på en længere køretur til den forladte ruinby Mistras (eller Mystras) nær Sparta.
Fra byen Kamarata til Mistras var det en utrolig flot køretur igennem bjergene ad snoede veje.
Et sted var bjergvejen meget smal og førte gennem en smal og kroget tunnel, og lige som vi kom dertil, var en bus selvfølgelig på vej igennem lige imod os. Det så helt forrykt ud med den store busnæse der udfyldte hele tunnelen.
Vi ville have taget et foto, men still-kameraet havde lige netop valgt at strejke på det tidspunkt, ærgerligt, ærgerligt det var ellers blevet alle tiders foto, men ok det er det der ske …
Mistras (Mystras) består af en overby og en underby.
Vi kørte først op og beså overbyen og borgkomplekset ovenover.
På spadsereturen derop så vi for første gang en slange.
Senere så vi dem af og til på vejene – tror faktisk vi på et tidspunkt kom til at køre en over.
Det er lidt svært at undgå når der pludselig ligger sådan en fætter og vrider sig lige foran på kørebanen.
På vej op til borgkomplekset ved overbyen
Udsigt fra borgen i overbyen.
De hvide huse i baggrunden er Sparta, hvor der ikke er noget af interesse at se - er i dag en moderne by, har vi læst
De hvide huse i baggrunden er Sparta, hvor der ikke er noget af interesse at se - er i dag en moderne by, har vi læst
Et kig fra underbyen op til borgen over overbyen
Efter at være gået ned fra borgkomplekset og beset ruinerne i overbyen, kørte vi ned til underbyen for at se museet som billetterne også gav adgang til. Det var imidlertid spild af tid – det havde ikke meget med et museum at gøre
- et par montre med uinteressante ting og det var så det.
Vi nåede hjem til campingpladsen kl. 21:00, lige inden det blev helt mørkt.
Mens vi spiste aftensmad puslede det i hækken lige ved siden af.
Vi oplevede det flere aftener mens vi var der, men vi fandt aldrig ud af, hvad det var for et dyr der rumsterede.
12. dag: Mandag 1/6 – 2009
Vores nye vejrstation som tidligere havde svigtet, svigtede igen.
Batterierne holdt kun ca. 2 måneder, så den brugte tilsyneladende langt mere strøm end forventet
- så nye batterier igen, igen.
Bilen var, som sidste morgen, alligevel igen fuld af fedtet stads.
Forruden måtte igen have en ordentlig omgang med opvaskemiddel og knofedt, før vi var rejseklar til en ny tur i området.
Denne gang gik turen mod nord fra Tholo. Flot bjergtur gennem små bjerglandsbyer med utrolig smalle gader.
Et sted var en lastbil parkeret overfor en personbil og passagen så smal, at Mariann måtte ud og dirigere, for at der ikke blev lavet skader.
Andre steder var vi nødt til at standse helt for, at modkørende kunne passere os i skridtgang.
- et par montre med uinteressante ting og det var så det.
Vi nåede hjem til campingpladsen kl. 21:00, lige inden det blev helt mørkt.
Mens vi spiste aftensmad puslede det i hækken lige ved siden af.
Vi oplevede det flere aftener mens vi var der, men vi fandt aldrig ud af, hvad det var for et dyr der rumsterede.
12. dag: Mandag 1/6 – 2009
Vores nye vejrstation som tidligere havde svigtet, svigtede igen.
Batterierne holdt kun ca. 2 måneder, så den brugte tilsyneladende langt mere strøm end forventet
- så nye batterier igen, igen.
Bilen var, som sidste morgen, alligevel igen fuld af fedtet stads.
Forruden måtte igen have en ordentlig omgang med opvaskemiddel og knofedt, før vi var rejseklar til en ny tur i området.
Denne gang gik turen mod nord fra Tholo. Flot bjergtur gennem små bjerglandsbyer med utrolig smalle gader.
Et sted var en lastbil parkeret overfor en personbil og passagen så smal, at Mariann måtte ud og dirigere, for at der ikke blev lavet skader.
Andre steder var vi nødt til at standse helt for, at modkørende kunne passere os i skridtgang.
Smalle gader i landsbyerne
I et sving lå der pludselig en stor landskildpadde midt på vejen.
Vi er jo dyrevenner, så vi stoppede og Mariann fik den løftet ind i vejkanten
Vi er jo dyrevenner, så vi stoppede og Mariann fik den løftet ind i vejkanten
Senere støtte vi igen på en skildpadde på vejbanen, men her turde vi ikke stoppe op og redde den.
Vi måtte håbe på at dens skjold kunne tåle en overkørsel, eller også at den slap uskadt over vejen da trafikanterne vel gør alt for at undgå den, fordi det i første omgang ser ud som om der ligger et klippestykke på vejen.
På ruten ville vi se Lousios gorge som vi havde læst om.
En meget smal og stejl nedkørsel på elendig vej med mange nedfaldne klippestykker førte derned, så vi måtte køre slalomkørsel.
Vi måtte håbe på at dens skjold kunne tåle en overkørsel, eller også at den slap uskadt over vejen da trafikanterne vel gør alt for at undgå den, fordi det i første omgang ser ud som om der ligger et klippestykke på vejen.
På ruten ville vi se Lousios gorge som vi havde læst om.
En meget smal og stejl nedkørsel på elendig vej med mange nedfaldne klippestykker førte derned, så vi måtte køre slalomkørsel.
Gorgen så ud til at være et nærmere bekendtskab værd, men lå via en længere vandretur end vi lige havde planlagt, så efter et kort ”kig”, vendte vi tilbage til bilen og ville så egentlig have kørt efter Apollons Tempel. Men tiden var igen så langt fremskreden, at vi satte kursen hjemad.
På vejen tilbage, der delvis gik ad en anden rute end udturen, stødte vi et sted på en uvarslet yderligere indsnævring på en i forvejen smal bjergvej. Indsnævringen endte til sidst i en meget smal overkørsel over en udgravning som vi ikke mere end lige kunne komme over….
På vejen tilbage, der delvis gik ad en anden rute end udturen, stødte vi et sted på en uvarslet yderligere indsnævring på en i forvejen smal bjergvej. Indsnævringen endte til sidst i en meget smal overkørsel over en udgravning som vi ikke mere end lige kunne komme over….
Lige inden passerede vi en mand der trak en hest. Da vi var kommet lidt forbi indsnævringen, blev Mariann i tvivl om vi nu også var kørt den rigtige vej, så vi vendte om og mødte derved manden med hesten igen.
Han talte til os, idet vi kørte forbi og vi stoppede. Mariann viste ham kortet. Han lod os, på græsk og med fagter, forstå, at vi skulle vende igen og så for enden af vejen holde til højre.
Det gjorde vi så, men var nær endt ned af nogle trapper ved kirken (fik stoppet i sidste øjeblik!).
Vejen var nemlig blind og endte ved kirken…Vi skulle først have drejet til højre ved anden vej.
Han talte til os, idet vi kørte forbi og vi stoppede. Mariann viste ham kortet. Han lod os, på græsk og med fagter, forstå, at vi skulle vende igen og så for enden af vejen holde til højre.
Det gjorde vi så, men var nær endt ned af nogle trapper ved kirken (fik stoppet i sidste øjeblik!).
Vejen var nemlig blind og endte ved kirken…Vi skulle først have drejet til højre ved anden vej.
VIDEO :
UPS! Det var vist den forkerte vej...
UPS! Det var vist den forkerte vej...
Altså måtte vi vende igen og…tja så mødte vi for tredje gang vores ven med hesten og han viste os så igen med fagter, hvad vi nu var blevet klar over, at vi først skulle have drejet til højre anden gang.
Vi skulle først over en flot brosten-/flisebelagt lille plads – og så lykkedes det endelig at komme på rette vej.
Vi kunne nu se, at vi faktisk havde været igennem denne by på vejen ud, men det ser jo anderledes ud når man kommer fra en anden vej.
I stedet for at køre direkte hjem, kørte vi til Kasserisa og fik handlet ind i et mindre supermarked. Her blev det samme ”cirkus” som vi havde oplevet nogle dage før, da vi ville betale med VISA, men det lykkedes ekspedienten at få gennemført transaktionen der delvis foregik et helt andet sted end ved kassen !!
Mariann købte desuden friskplukkede appelsiner og nogle kæmpe tomater i en grøntforretning lige ved siden af supermarkedet.
På vejen hjem fik vi benzin på til 0.969€ / liter.
Benzinprisen svingede en del havde vi lagt mærke til.
Ved kysten var den under 1€, mens den for det meste var over 1€ inde i landet.
Laveste / højeste pris set indtil nu: 0.915€ /1.06€ en forskel på 0,155€ eller ca. kr.1,17 !!
13. dag: Tirsdag 2/6 – 2009
Tholos Camping er en rigtig dejlig campingplads – kunne godt være kandidat til en BTN plads, men vi skulle jo videre, så efter at have betalt 114€ for 6 overnatninger (fik lavsæsonrabat uden vi spurgte), satte vi kurs nordøst, tværs over Peloponnes til Tripoli og derfra videre til dagens mål, Korinth, ikke så langt fra Athen (som vi havde fravalgt at besøge i denne omgang).
Vi skulle først over en flot brosten-/flisebelagt lille plads – og så lykkedes det endelig at komme på rette vej.
Vi kunne nu se, at vi faktisk havde været igennem denne by på vejen ud, men det ser jo anderledes ud når man kommer fra en anden vej.
I stedet for at køre direkte hjem, kørte vi til Kasserisa og fik handlet ind i et mindre supermarked. Her blev det samme ”cirkus” som vi havde oplevet nogle dage før, da vi ville betale med VISA, men det lykkedes ekspedienten at få gennemført transaktionen der delvis foregik et helt andet sted end ved kassen !!
Mariann købte desuden friskplukkede appelsiner og nogle kæmpe tomater i en grøntforretning lige ved siden af supermarkedet.
På vejen hjem fik vi benzin på til 0.969€ / liter.
Benzinprisen svingede en del havde vi lagt mærke til.
Ved kysten var den under 1€, mens den for det meste var over 1€ inde i landet.
Laveste / højeste pris set indtil nu: 0.915€ /1.06€ en forskel på 0,155€ eller ca. kr.1,17 !!
13. dag: Tirsdag 2/6 – 2009
Tholos Camping er en rigtig dejlig campingplads – kunne godt være kandidat til en BTN plads, men vi skulle jo videre, så efter at have betalt 114€ for 6 overnatninger (fik lavsæsonrabat uden vi spurgte), satte vi kurs nordøst, tværs over Peloponnes til Tripoli og derfra videre til dagens mål, Korinth, ikke så langt fra Athen (som vi havde fravalgt at besøge i denne omgang).
Palmer på Tholo Beach Camping
På vejen mødte vi en modgående bil med et engelsk par, også med campingvogn, som vinkede helt vildt til os, som om vi var de første "ikke indførte" de havde set!
For første gang kom vi nu på en strækning til at køre på ”rigtig” motorvej i Grækenland - at betale: 7€20.
Trods meget vejarbejde og tunnelbyggeri var det en meget flot motorvej som førte op over/gennem bjerge.
Da vi kom til den første rasteplads var vi blevet sultne og kørte derfor ind for at spise frokost.
For første gang kom vi nu på en strækning til at køre på ”rigtig” motorvej i Grækenland - at betale: 7€20.
Trods meget vejarbejde og tunnelbyggeri var det en meget flot motorvej som førte op over/gennem bjerge.
Da vi kom til den første rasteplads var vi blevet sultne og kørte derfor ind for at spise frokost.
Frokost- / hvilepause
5 km fra Korinth og ca.80km fra Athen fandt vi en dejlig campingplads som lå ud til vandet: Isthmia Beach.
Fin plads, men grundet smalle veje og lave træer med lavthængende større grene, samt meget små båse, var der vanskelige forhold for indbakning og senere udtrækning af campingvognen.
Desuden var selve vejen rundt på pladsen for nylig blevet belagt med yderligere et tykt lag meget løse småsten, så vejen nu lå ret meget højere end båsenes niveau.
Da vi kom hjem efter ferien, opdagede jeg, at det faktisk var den plads Neslein, efter anbefaling fra en medcampist på campingferie.dk, også havde boet på, da han kørte sin tur til Athen.
Pudsigt tilfælde, at vi uden at vide det, lige var "faldet" ind på den, når nu der er så mange andre campingpladser i området.
Fin plads, men grundet smalle veje og lave træer med lavthængende større grene, samt meget små båse, var der vanskelige forhold for indbakning og senere udtrækning af campingvognen.
Desuden var selve vejen rundt på pladsen for nylig blevet belagt med yderligere et tykt lag meget løse småsten, så vejen nu lå ret meget højere end båsenes niveau.
Da vi kom hjem efter ferien, opdagede jeg, at det faktisk var den plads Neslein, efter anbefaling fra en medcampist på campingferie.dk, også havde boet på, da han kørte sin tur til Athen.
Pudsigt tilfælde, at vi uden at vide det, lige var "faldet" ind på den, når nu der er så mange andre campingpladser i området.
Vores plads på camping Isthmia Beach
Ved ankomsten fik vi i receptionen udleveret ordensregulativet.
Det var selvfølgelig strengt forbudt at grille og have anden åben ild udenfor. Der var knast tørt alle vegne, men jeg spærrede godt nok øjnene op, da jeg læste, at det heller ikke var tilladt at lave mad på blus INDE i campingvognen!
Vi kunne ikke tro det var rigtigt, så jeg måtte op i receptionen og spørge om det virkelig havde sin rigtighed, men fik heldigvis at vide, at selvfølgelig var det ok, blot det var inde i campingvognen gassen brændte.
På forespørgsel hvorfor der så stod noget andet i det udleverede regulativ, som vi rent faktisk havde skrevet under på vi ville overholde, var svaret, at det var ”bare” noget politiet havde forlangt, men at det skulle vi ikke rette os efter….(mærkeligt land…O)
Så vi lavede altså mad som sædvanlig og fik hygget os lidt i det lune aftensvejr før vi gik til ro.
14. dag: Onsdag 3/6 – 2009
Vi ville i dag ud og se Korinthkanalen.
Den fandt vi meget let, idet det viste sig at være meget tæt på campingpladsen.
Lige pludselig kørte vi over en bro og Mariann udbrød: ”HOV det var jo kanalen vi netop kørte over”, så vi fandt hurtigt en P-plads lige ovre på den anden side, og gik tilbage over på broen, så vi kunne beundrede bygningsværket.
Det var selvfølgelig strengt forbudt at grille og have anden åben ild udenfor. Der var knast tørt alle vegne, men jeg spærrede godt nok øjnene op, da jeg læste, at det heller ikke var tilladt at lave mad på blus INDE i campingvognen!
Vi kunne ikke tro det var rigtigt, så jeg måtte op i receptionen og spørge om det virkelig havde sin rigtighed, men fik heldigvis at vide, at selvfølgelig var det ok, blot det var inde i campingvognen gassen brændte.
På forespørgsel hvorfor der så stod noget andet i det udleverede regulativ, som vi rent faktisk havde skrevet under på vi ville overholde, var svaret, at det var ”bare” noget politiet havde forlangt, men at det skulle vi ikke rette os efter….(mærkeligt land…O)
Så vi lavede altså mad som sædvanlig og fik hygget os lidt i det lune aftensvejr før vi gik til ro.
14. dag: Onsdag 3/6 – 2009
Vi ville i dag ud og se Korinthkanalen.
Den fandt vi meget let, idet det viste sig at være meget tæt på campingpladsen.
Lige pludselig kørte vi over en bro og Mariann udbrød: ”HOV det var jo kanalen vi netop kørte over”, så vi fandt hurtigt en P-plads lige ovre på den anden side, og gik tilbage over på broen, så vi kunne beundrede bygningsværket.
Vi gik først over broen på den ene side af vejen, og derefter tilbage over broen på den anden side, hvor vi blandt andet dér så et par store mindesten som fortalte, at det var takket være et par ungarske ingeniører, at kanalen var blevet lavet, samt nogle store plancher der viste byggeriet.
Det syntes vi var lidt pudsigt, os der jo siden 1995 tager til dejlige Ungarn stort set en gang om året.
Det syntes vi var lidt pudsigt, os der jo siden 1995 tager til dejlige Ungarn stort set en gang om året.
Der er ikke noget at sige til, at Grækere kører tæt på hinanden,
når minimum afstanden blot behøver være 70my …
når minimum afstanden blot behøver være 70my …
Da vi forlod kanalen, ville vi derfra køre til Gammel Korinth, men kørte lidt forkert.
Skiltningen var nemlig lidt forvirrende, så en taxi gav os ”fingeren” fordi vi havde placeret os som et skilt faktisk viste !
Ved et kryds skulle vi nemlig ligeud troede vi, men selvom skiltningen viste der var to ligeud kørebaner, var der i virkeligheden kun én, så vi måtte skifte kørebane i sidste øjeblik… derfor fingeren….
Vi skulle imidlertid slet ikke have været ligeud, så vi måtte tilbage for at komme op på motorvejen mod Patras, hvor vi på udvejen havde set en afkørsel til Gammel Korinth.
Det viste sig imidlertid, at når man kom fra Korinth-siden var der ikke nogen afkørsel fra motorvejen mod Gammel Korinth!
Årsagen til det ikke var muligt at køre af fra denne side var nok, at så ville man kunne køre fra før betalingsanlægget
– og det vil man sikkert ikke have - så vi måtte fortsætte.
Vi besluttede derfor i stedet, at køre videre til Mykene og se Løveporten og ruinerne der.
Ankommet dertil, besøgte vi først Atreus skatkammer, der ligger ca. 400m før selve det store ruinområde.
Skiltningen var nemlig lidt forvirrende, så en taxi gav os ”fingeren” fordi vi havde placeret os som et skilt faktisk viste !
Ved et kryds skulle vi nemlig ligeud troede vi, men selvom skiltningen viste der var to ligeud kørebaner, var der i virkeligheden kun én, så vi måtte skifte kørebane i sidste øjeblik… derfor fingeren….
Vi skulle imidlertid slet ikke have været ligeud, så vi måtte tilbage for at komme op på motorvejen mod Patras, hvor vi på udvejen havde set en afkørsel til Gammel Korinth.
Det viste sig imidlertid, at når man kom fra Korinth-siden var der ikke nogen afkørsel fra motorvejen mod Gammel Korinth!
Årsagen til det ikke var muligt at køre af fra denne side var nok, at så ville man kunne køre fra før betalingsanlægget
– og det vil man sikkert ikke have - så vi måtte fortsætte.
Vi besluttede derfor i stedet, at køre videre til Mykene og se Løveporten og ruinerne der.
Ankommet dertil, besøgte vi først Atreus skatkammer, der ligger ca. 400m før selve det store ruinområde.
Atreus skatkammer
Den berømte Løveport i Mykene
Ved Mykene ruinerne var der, ligesom ved Olympia, et museum med mange udstillede genstande
Nogle af Mykenes ruiner
Da vi forlod Mykene, var der, kort derfra, i en lille by, en pengeautomat som vi skyndte at benytte os af.
Der var nemlig ikke for mange banker de steder vi havde kørt indtil nu, så det var om at benytte sig af det når lejligheden bød sig..
Fra Mykene kørte vi videre for at se et stort amfiteater : Epidaurus.
Meget velbevaret og flot var det.
Der var nemlig ikke for mange banker de steder vi havde kørt indtil nu, så det var om at benytte sig af det når lejligheden bød sig..
Fra Mykene kørte vi videre for at se et stort amfiteater : Epidaurus.
Meget velbevaret og flot var det.
Epidaurus amfiteater med en fantastisk akustik - de kunne noget de gamle grækere...
Flot portal - én i begge sider
Der var også nogle ruiner fra det hospital der havde været der i oldtiden.
Det kiggede vi kort på, mens vi fik ringet til vores datter for at ønske hende tillykke med de 36år.
Vi syntes, at vi nu var blevet ret mætte af ruiner, så vi besluttede at køre hjem til campingpladsen.
På vejen var vi inde og handle i et supermarked.
Da vi kom hjem viste det sig, at det havde regnet, så vores stole var noget gennemblødte.
Vi måtte derfor bruge vores badehåndklæder til at sidde på, så vi ikke blev alt for våde bag i…
Mariann fik vasket tøj i maskinen på pladsen – noget billigere (3,3€) end på Tholos Beach hvor vi måtte af med 5€.
15. dag: Torsdag 4/6 – 2009
På campingpladsen var der både citron- lime- og appelsintræer som vi tillod os at plukke lidt af.
Det er jo et noget fremmed syn for os nordboere – de plejer jo at ligge i kasser henne i supermarkedet….
Det kiggede vi kort på, mens vi fik ringet til vores datter for at ønske hende tillykke med de 36år.
Vi syntes, at vi nu var blevet ret mætte af ruiner, så vi besluttede at køre hjem til campingpladsen.
På vejen var vi inde og handle i et supermarked.
Da vi kom hjem viste det sig, at det havde regnet, så vores stole var noget gennemblødte.
Vi måtte derfor bruge vores badehåndklæder til at sidde på, så vi ikke blev alt for våde bag i…
Mariann fik vasket tøj i maskinen på pladsen – noget billigere (3,3€) end på Tholos Beach hvor vi måtte af med 5€.
15. dag: Torsdag 4/6 – 2009
På campingpladsen var der både citron- lime- og appelsintræer som vi tillod os at plukke lidt af.
Det er jo et noget fremmed syn for os nordboere – de plejer jo at ligge i kasser henne i supermarkedet….
Nå, men i dag skulle vi så ellers videre.
Båsene var jo som sagt meget små og lå samtidig noget lavere i niveau end vejen (som som sagt bestod af et tykt lag meget løse småsten…), og for at fuldende det hele, var der træer og ikke meget plads overfor, så vi var lidt spændte på, om vi ville få problemer med at komme ud.
Det gik imidlertid heldigvis fint, selvom forhjulene lavede lidt hjulspin på småstenene inden vi var ”oppe” på vejen og kunne forlade vores plads.
Båsene var jo som sagt meget små og lå samtidig noget lavere i niveau end vejen (som som sagt bestod af et tykt lag meget løse småsten…), og for at fuldende det hele, var der træer og ikke meget plads overfor, så vi var lidt spændte på, om vi ville få problemer med at komme ud.
Det gik imidlertid heldigvis fint, selvom forhjulene lavede lidt hjulspin på småstenene inden vi var ”oppe” på vejen og kunne forlade vores plads.
Vi fulgte motorvejen vestpå mod Patras. Her måtte vi betale afgift, til trods for, at motorvejen hurtigt gik over og blev med kun ét spor i hver retning, så det var nærmest kun en motortrafikvej, men det var en flot tur langs Korinterbugtens kystlinje.
Underligt nok var vejen hverken skiltet som motortrafikvej eller motorvej.
Lige før Patras, kørte vi over til ”fastlandet” - over Korinterbugten via (på det tidspunkt) verdens længste hængebro med 4 pyloner!).
Lige før Patras, kørte vi over til ”fastlandet” - over Korinterbugten via (på det tidspunkt) verdens længste hængebro med 4 pyloner!).
Broen var bygget for nylig og der skulle selvfølgelig betales for at køre over den.
Vi fortsatte nu tilbage østpå mod Delfi, stadig langs Korinterbugtens kyst, men nu altså på fastlandssiden.
Ved en lyskurv, lige efter vi var kommet over broen (få meter efter en anden lyskurv), bremsede Ole vogntoget ret voldsomt op, fordi der var en rød venstresvingspil anbragt oven over vores ligeud-kørebane.
Det misforstod Ole nemlig lige i farten og standsede altså.
Det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort – vi skulle jo ligeud, så det gav anledning til hårde opbremsninger, vræl og ”skråt op fingre” fra de stedkendte bagved.
OK forståeligt nok, men de kunne jo se vi var udlændinge og ej stedkendte, så kunne de ikke bare have båret lidt over med os?
Det blev endnu en usædvanlig flot tur op i bjergene langs vandet.
Vi fandt og kørte ind på en campingplads ”Ayannis” lige efter byen Itea.
Der var ikke mange gæster og ikke nogen reception at se.
Vi gik derfor hen i restauranten der lå midt inde på pladsen.
Her sad der en gruppe herrer, og en ældre herre kom os i møde.
Da han fik at vide vi var fra DK, slog han over i engelsk, så det var jo helt fint.
Der var ikke mange på pladsen og vi måtte lægge os hvor vi ville.
Det var ikke nogen luxusplads og pladsen var ret skrå, nærmest terrasseanlagt, men man skulle samme vej ud fra terrasserne, som man kørte ind, og der var ikke plads nok til at vende, så vi havde lidt svært ved at beslutte, hvor vi skulle ligge, men endte med at vælge en højtliggende terrasseplads.
Da vi skulle derop med vogntoget, fik vi en lille forskrækkelse, idet bilen ikke ville tage gassen og gik i stå i 1. gear på vej op af stigningen til den valgte terrasse, men det lykkedes dog at få vogntoget op ved at file på koblingen – uha !!
Vi fortsatte nu tilbage østpå mod Delfi, stadig langs Korinterbugtens kyst, men nu altså på fastlandssiden.
Ved en lyskurv, lige efter vi var kommet over broen (få meter efter en anden lyskurv), bremsede Ole vogntoget ret voldsomt op, fordi der var en rød venstresvingspil anbragt oven over vores ligeud-kørebane.
Det misforstod Ole nemlig lige i farten og standsede altså.
Det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort – vi skulle jo ligeud, så det gav anledning til hårde opbremsninger, vræl og ”skråt op fingre” fra de stedkendte bagved.
OK forståeligt nok, men de kunne jo se vi var udlændinge og ej stedkendte, så kunne de ikke bare have båret lidt over med os?
Det blev endnu en usædvanlig flot tur op i bjergene langs vandet.
Vi fandt og kørte ind på en campingplads ”Ayannis” lige efter byen Itea.
Der var ikke mange gæster og ikke nogen reception at se.
Vi gik derfor hen i restauranten der lå midt inde på pladsen.
Her sad der en gruppe herrer, og en ældre herre kom os i møde.
Da han fik at vide vi var fra DK, slog han over i engelsk, så det var jo helt fint.
Der var ikke mange på pladsen og vi måtte lægge os hvor vi ville.
Det var ikke nogen luxusplads og pladsen var ret skrå, nærmest terrasseanlagt, men man skulle samme vej ud fra terrasserne, som man kørte ind, og der var ikke plads nok til at vende, så vi havde lidt svært ved at beslutte, hvor vi skulle ligge, men endte med at vælge en højtliggende terrasseplads.
Da vi skulle derop med vogntoget, fik vi en lille forskrækkelse, idet bilen ikke ville tage gassen og gik i stå i 1. gear på vej op af stigningen til den valgte terrasse, men det lykkedes dog at få vogntoget op ved at file på koblingen – uha !!
Udsigt fra vores plads på ”Ayannis” campingpladsen
Senere fandt vi faktisk ud af, at hvis vi havde set os lidt bedre om, var der pladser bag restauranten ned mod vandet,
Men det var måske alligevel meget godt vi ikke valgte en af dem, for der kom senere en gravko og arbejdede der, så området blev spærret af.
Da vi satte os til spise aftensmad, kom en kat på besøg, men den var desværre sky
– lidt kedeligt for os store kattevenner…
16. dag: Fredag 5/6 – 2009
Om morgenen gik Ole ned til restauranten og købte morgenbrød hos den ældre herre fra dagen før.
Efter at have spist morgenmad, gik turen i dag til Delfi for at se ruinerne og museet.
Selvom det var uden for højsæsonen, var det lidt svært at finde en P-plads, da man kun kunne parkere ude på landevejen.
Da vi havde skråparkeret, ville en bus parkere ved siden af os, men havde lidt svært ved det, så Ole hjalp ham ved at dirigere ham så han ikke stødte på noget.
Der var mange turister (især amerikanere) der havde valgt at besøge Delfi den dag.
Af en eller anden grund var der fri entré både til ruinerne og museet denne dag (pga fredag?) så vi sparrede 2 x 9€.
Der var mange ruiner at bese. De ligger på en bjergskråning med en flot udsigt over det omgivende landskab. Allerøverst er der en gammel sportsbane.
Der var åbenbart risiko for nedstyrtninger fra de gamle mure ved anlægget, for den var afspærret og vagter holdt nøje øje med man ikke gik ind på banen.
Men det var måske alligevel meget godt vi ikke valgte en af dem, for der kom senere en gravko og arbejdede der, så området blev spærret af.
Da vi satte os til spise aftensmad, kom en kat på besøg, men den var desværre sky
– lidt kedeligt for os store kattevenner…
16. dag: Fredag 5/6 – 2009
Om morgenen gik Ole ned til restauranten og købte morgenbrød hos den ældre herre fra dagen før.
Efter at have spist morgenmad, gik turen i dag til Delfi for at se ruinerne og museet.
Selvom det var uden for højsæsonen, var det lidt svært at finde en P-plads, da man kun kunne parkere ude på landevejen.
Da vi havde skråparkeret, ville en bus parkere ved siden af os, men havde lidt svært ved det, så Ole hjalp ham ved at dirigere ham så han ikke stødte på noget.
Der var mange turister (især amerikanere) der havde valgt at besøge Delfi den dag.
Af en eller anden grund var der fri entré både til ruinerne og museet denne dag (pga fredag?) så vi sparrede 2 x 9€.
Der var mange ruiner at bese. De ligger på en bjergskråning med en flot udsigt over det omgivende landskab. Allerøverst er der en gammel sportsbane.
Der var åbenbart risiko for nedstyrtninger fra de gamle mure ved anlægget, for den var afspærret og vagter holdt nøje øje med man ikke gik ind på banen.
Delfi
Her ved templet sad oraklet
Amfiteatret i Delfi
Delfi
Delfi, fra museet
Efter at været gået en tur rundt på museet, kørte vi op til og gennem den lille by Arachova.
En flot tur i det gode vejr, men der var meget smalle, men dog fremkommelige, gader i byen.
Da vi kørte tilbage gennem byen, skulle en mindre lastbil og en bus passére hinanden, og der var ikke mere end et mulehårs afstand, da de forsigtigt gled forbi hinanden, så vi var glade for vi ikke havde campingvognen på slæb.
Da vi var kommet tilbage gennem byen, kørte vi op nordpå mod en thermisk kilde der skulle være der og hvor man skulle kunne tage (gratis) thermalbad. Der skulle desuden være en uautoriseret campingplads.
Det glædede vi os til – det ville jo minde lidt om de dejlige bade i Ungarn..
Vi kunne imidlertid ikke finde stedet.
Vi endte på motorvejen mod Athen, så vi skyndte os at køre fra mod byen Molos.
Her endte vi imidlertid på en grusvej, som vi dog valgte at følge et stykke…det kunne jo være..
Efter vi havde passeret en uautoriseret tilkørsel til motorvejen, vendte vi om og kørte ned ad en anden grusvej, hvor vi pludselig, lige rundt om et hjørne, mødte en flok hunde der gøede voldsomt af os.
Det viste sig, at det var fårehunde som tilhørte en fårehyrde, der gik lidt derfra med sin flok får som fyldte hele vejen.
Vi kom forbi dem og fortsatte, men ak... endte på en endnu smallere grusvej, efter at have passeret en fabrik af en slags. Nu mente vi, at vi måtte være på hel gal vej og vendte om.
Ved et skilt mod en by [Andxxx/Anavra?], drejede vi fra i et sidste desperat forsøg på at finde kilden.
Her gik det meget stejlt opad, ad en smal vej, og vi endte i en lille bjergby med et kryds, hvor vi ikke blev meget klogere af de vejskilte der var der. Vi resonerede os til, at bedste valg var at dreje til højre.
Så gik det ellers stejlt nedad igen i skarpe kurver, men det viste sig, at være et rigtigt godt valg, for vi endte nu faktisk endelig i thermalbyen, Thermopylæ hvor kilden skulle ligge.
Da vi kom ned fra højderne og kom til et T-kryds, valgte vi imidlertid i første omgang, at køre i den forkerte retning, idet vi drejede til højre.
Da det gik op for os, at det var galt, vendte vi om endnu engang, men nu var vi heldige, for ganske rigtig lige uden for byen, i den anden retning, lykkedes det endelig at finde skiltet mod thermalbadet. Det stod på modsatte side af vejen.
Der holdt nogen på P-pladsen og vi kunne se man åbenbart skulle gå et stykke op ad en bakke for at komme til badet. Da klokken efterhånden var blevet 19:00 og vi havde langt hjem, stillede vi os imidlertid tilfreds med, at det trods alt var lykkedes os til sidst at finde badet. Vi opgav altså at gå til kilden og satte i stedet kursen hjemad, hvor vi kørte forkert en gang mere lige før Itea, men vi fandt hjem ca. 20:30, kort før det blev mørkt.
Tilbage på campingpladsen var katten blevet modig, så den fik lidt kattemad af ”madmor”.
17. dag: Lørdag 6/6 – 2009
I dag ville vi videre til nye oplevelser, så efter morgenmad og inden vi koblede på, tjekkede Ole lige olien på bilen.
Det viste sig den savnede ca. 1½ liter…..
Efter at have betalt for opholdet, forlod vi campingpladsen og satte kurs nordpå, igen til Amfissa, derfra videre til Lamia – Karditsa – Trikala og endelig dagens mål Kalambaka ved Meteor klostrene.
En flot tur i det gode vejr, men der var meget smalle, men dog fremkommelige, gader i byen.
Da vi kørte tilbage gennem byen, skulle en mindre lastbil og en bus passére hinanden, og der var ikke mere end et mulehårs afstand, da de forsigtigt gled forbi hinanden, så vi var glade for vi ikke havde campingvognen på slæb.
Da vi var kommet tilbage gennem byen, kørte vi op nordpå mod en thermisk kilde der skulle være der og hvor man skulle kunne tage (gratis) thermalbad. Der skulle desuden være en uautoriseret campingplads.
Det glædede vi os til – det ville jo minde lidt om de dejlige bade i Ungarn..
Vi kunne imidlertid ikke finde stedet.
Vi endte på motorvejen mod Athen, så vi skyndte os at køre fra mod byen Molos.
Her endte vi imidlertid på en grusvej, som vi dog valgte at følge et stykke…det kunne jo være..
Efter vi havde passeret en uautoriseret tilkørsel til motorvejen, vendte vi om og kørte ned ad en anden grusvej, hvor vi pludselig, lige rundt om et hjørne, mødte en flok hunde der gøede voldsomt af os.
Det viste sig, at det var fårehunde som tilhørte en fårehyrde, der gik lidt derfra med sin flok får som fyldte hele vejen.
Vi kom forbi dem og fortsatte, men ak... endte på en endnu smallere grusvej, efter at have passeret en fabrik af en slags. Nu mente vi, at vi måtte være på hel gal vej og vendte om.
Ved et skilt mod en by [Andxxx/Anavra?], drejede vi fra i et sidste desperat forsøg på at finde kilden.
Her gik det meget stejlt opad, ad en smal vej, og vi endte i en lille bjergby med et kryds, hvor vi ikke blev meget klogere af de vejskilte der var der. Vi resonerede os til, at bedste valg var at dreje til højre.
Så gik det ellers stejlt nedad igen i skarpe kurver, men det viste sig, at være et rigtigt godt valg, for vi endte nu faktisk endelig i thermalbyen, Thermopylæ hvor kilden skulle ligge.
Da vi kom ned fra højderne og kom til et T-kryds, valgte vi imidlertid i første omgang, at køre i den forkerte retning, idet vi drejede til højre.
Da det gik op for os, at det var galt, vendte vi om endnu engang, men nu var vi heldige, for ganske rigtig lige uden for byen, i den anden retning, lykkedes det endelig at finde skiltet mod thermalbadet. Det stod på modsatte side af vejen.
Der holdt nogen på P-pladsen og vi kunne se man åbenbart skulle gå et stykke op ad en bakke for at komme til badet. Da klokken efterhånden var blevet 19:00 og vi havde langt hjem, stillede vi os imidlertid tilfreds med, at det trods alt var lykkedes os til sidst at finde badet. Vi opgav altså at gå til kilden og satte i stedet kursen hjemad, hvor vi kørte forkert en gang mere lige før Itea, men vi fandt hjem ca. 20:30, kort før det blev mørkt.
Tilbage på campingpladsen var katten blevet modig, så den fik lidt kattemad af ”madmor”.
17. dag: Lørdag 6/6 – 2009
I dag ville vi videre til nye oplevelser, så efter morgenmad og inden vi koblede på, tjekkede Ole lige olien på bilen.
Det viste sig den savnede ca. 1½ liter…..
Efter at have betalt for opholdet, forlod vi campingpladsen og satte kurs nordpå, igen til Amfissa, derfra videre til Lamia – Karditsa – Trikala og endelig dagens mål Kalambaka ved Meteor klostrene.
VIDEO :
Så skal vi videre...
Så skal vi videre...
I Trikala blev vi ”forfulgt” af en brandbil der var under udrykning – den tudede vildt i hornet, men vi kunne ikke komme væk i den snævre gade. Heldigvis fandt vi til sidst et sted, hvor vi kunne køre ind til siden så den kunne komme forbi os.
Da vi nåede frem til Kalambaka, så vi flere skilte med henvisning til campingpladser, men besluttede, efter en tur med campingvognen gennem den smalle trafikerede hovedgade, at vende om i en rundkørsel og køre tilbage.
Lidt uden for Kalambaka havde vi nemlig, på vejen ind, set ”Rizos Internaltional Camping”, så den valgte vi.
Da vi kørte ind på campingpladsen, kom en venlig dame og skyndte sig at sige, at der altså ikke var vand i swimmingpoolen – ok med os.
Vi måtte koble af og trække/skubbe campingvognen for at få den placeret mellem nogle af de mange tætstående træer.
Der var en del larm dels fra vejen, som lå tæt på, men ikke mindst fra en medarbejder på pladsen der brugte en buskrydder og senere også fra en dame med græsslåmaskine og endelig fra en osende gammel Mazda ladvogn (brugte mere olie end benzin) der kørte rundt og samlede haveaffald op.
Der var ikke mange på campingpladsen da vi ankom – vi lå ved siden af en enlig ”botanikker”, der gik rundt med et net for at indfange insekter.
Ellers var der kun én campist mere, en enlig herre i et lille telt i den anden ende af pladsen.
Om aftenen ankom dog et par i bil som slog telt op.
Der var ufattelig mange fluer, som vi forsøgte at holde i skak med fluedaskeren, men det var praktisk talt umuligt
– vi måtte leve med dem.
Da vi nåede frem til Kalambaka, så vi flere skilte med henvisning til campingpladser, men besluttede, efter en tur med campingvognen gennem den smalle trafikerede hovedgade, at vende om i en rundkørsel og køre tilbage.
Lidt uden for Kalambaka havde vi nemlig, på vejen ind, set ”Rizos Internaltional Camping”, så den valgte vi.
Da vi kørte ind på campingpladsen, kom en venlig dame og skyndte sig at sige, at der altså ikke var vand i swimmingpoolen – ok med os.
Vi måtte koble af og trække/skubbe campingvognen for at få den placeret mellem nogle af de mange tætstående træer.
Der var en del larm dels fra vejen, som lå tæt på, men ikke mindst fra en medarbejder på pladsen der brugte en buskrydder og senere også fra en dame med græsslåmaskine og endelig fra en osende gammel Mazda ladvogn (brugte mere olie end benzin) der kørte rundt og samlede haveaffald op.
Der var ikke mange på campingpladsen da vi ankom – vi lå ved siden af en enlig ”botanikker”, der gik rundt med et net for at indfange insekter.
Ellers var der kun én campist mere, en enlig herre i et lille telt i den anden ende af pladsen.
Om aftenen ankom dog et par i bil som slog telt op.
Der var ufattelig mange fluer, som vi forsøgte at holde i skak med fluedaskeren, men det var praktisk talt umuligt
– vi måtte leve med dem.
”Rizos International Camping”
'
'
Efter kort tid fik vi besøg af først en hvid missekat, senere også af en tigerstribet som var lidt mere sky.
De fik selvfølgelig lidt af vores altid medbragte kattemad…
De fik selvfølgelig lidt af vores altid medbragte kattemad…
18. dag: Søndag 7/6 – 2009….40 års bryllupsdag!
Der var ingen frisk morgenbrød at få, men Ole kunne få et halvt daggammelt franskbrød gratis.
Da vi også gerne ville have noget smør, kom den ældre dame, der var i kiosken, med en stor kasse af de små danske
lur pakker (usaltet). Ole tog 4 stk og måtte betale 1€ - fair nok.
Da det var vores 40års bryllupsdag, besluttede vi, at dagen skulle være hvile-/vaske-/slappe af dag.
Efter morgenmaden og fodring af de 2 katte, fik Mariann, vanen tro på mærkedage i ferien…. vasket tøj og gjort hovedrent i campingvognen. Det var relativ dyrt at låne vaskemaskinen: 7€.
Ole brugte formiddagen på at ajourføre dagbogskladden – man kommer hurtigt bagud….
Da vi opdagede, at det Meteor kloster der lå længst væk, havde lukket om mandagen, besluttede vi at i dag (søndag), efter frokost, ville vi køre en tur op til det kloster. Det havde kun åbent fra 15 – 18.
Det var et nonnekloster, så Mariann havde taget sort kjole på og jakke til at lægge over de bare arme.
Klosteret lå flot, men var ikke voldsomt stort.
Hjemme igen spiste vi "40 års bryllupsdagsmiddag" på campingpladsens restaurant, mens svalerne, der havde rede under taget, havde travlt med at flyve frem og tilbage for at fodre deres unger.
Der var ikke andre end os på restauranten, så vi havde det hele for os selv, men maden var desværre ikke noget at råbe hurra for…..
19. dag: Mandag 8/6 – 2009
Til morgen var Ole igen oppe for at købe morgenbrød, men den ældre dame lod forstå, at hun stadig kun havde brød der ikke var helt friskt.
Hun forsøgte at forklare et eller andet – noget med, at der ikke var noget at få, ”finished” som hun sagde….
Hun talte meget dårligt engelsk, men Ole fik, som dagen før, så blot et gratis halvt daggammelt franskbrød.
19. dag: Mandag 8/6 – 2009
Til morgen var Ole igen oppe for at købe morgenbrød, men den ældre dame lod forstå, at hun stadig kun havde brød der ikke var helt friskt.
Hun forsøgte at forklare et eller andet – noget med, at der ikke var noget at få, ”finished” som hun sagde….
Hun talte meget dårligt engelsk, men Ole fik, som dagen før, så blot et gratis halvt daggammelt franskbrød.
De fantastiske klippeformationer ved Kalambaka hvor Meteor klosterne ligger på nogle af toppene
Da morgenmaden var overstået, kørte vi ind til byen Kalambaka for at handle, men ad en anden vej ind, end da vi ankom. Det viste sig at være en slags ringvej vi kom ind ad, men vi kunne alligevel allerede her se, at de fleste butikker, af en eller anden grund, var lukket.
Selv Lidl var lukket, så da vi kom forbi en grøntbod ved vejen, stoppede vi og købte forskellig frugt.
Vi kørte derefter ind på hovedgaden og fortsatte efter et skilt der viste til en ”Free Parking”.
Her fandt vi en P-plads i en noget stejl gade og gik derefter en tur i de normalt så travle handelsgader, men de mange lukkede butikker fik byen til at virke underlig stille.
Vi var dog heldige og fandt i en sidegade et mindre Carrefour supermarked der var åbent.
Her fik vi så købt det mest nødvendige udover den frugt vi jo allerede havde købt ved vejsiden.
Efter at have handlet, kørte vi ind og fik benzin på til 0,995€.
Vi kørte derfra ind på Lidl’s tomme P-plads for at hæve nogle penge i en pengeautomat der var dér, men den ville ikke tage VISA kortet. Det var som om der sad noget i klemme i sprækken, så vi opgav (måske var automaten tom?).
Vi havde dog heldigvis endnu 200€ i kontanter, så det var ikke så presserende.
Vi kørte hjem med varerne, spiste frokost og hvilede lidt inden vi ca.14:30 kørte op for at se flere af Meteor klostrene.
Selv Lidl var lukket, så da vi kom forbi en grøntbod ved vejen, stoppede vi og købte forskellig frugt.
Vi kørte derefter ind på hovedgaden og fortsatte efter et skilt der viste til en ”Free Parking”.
Her fandt vi en P-plads i en noget stejl gade og gik derefter en tur i de normalt så travle handelsgader, men de mange lukkede butikker fik byen til at virke underlig stille.
Vi var dog heldige og fandt i en sidegade et mindre Carrefour supermarked der var åbent.
Her fik vi så købt det mest nødvendige udover den frugt vi jo allerede havde købt ved vejsiden.
Efter at have handlet, kørte vi ind og fik benzin på til 0,995€.
Vi kørte derfra ind på Lidl’s tomme P-plads for at hæve nogle penge i en pengeautomat der var dér, men den ville ikke tage VISA kortet. Det var som om der sad noget i klemme i sprækken, så vi opgav (måske var automaten tom?).
Vi havde dog heldigvis endnu 200€ i kontanter, så det var ikke så presserende.
Vi kørte hjem med varerne, spiste frokost og hvilede lidt inden vi ca.14:30 kørte op for at se flere af Meteor klostrene.
Det blev til besøg på to klostre: først det meget højtliggende (MANGE trappetrin) Agios Nikolaos Anapafsa,
- derefter det største, Megalo Meteoro
Her nåede vi kun lige netop at se det meste, inden de, klokken 16:48 (der var kun åbnet til 17:00), begyndte at lukke
- ja faktisk jage folk ud!
Alle kirkerne i klostrene er overdådigt udsmykket med malerier på alle vægge, søjler og loft, så det er lige før det er for meget. Desværre er det hverken tilladt at fotografere eller videofilme inde i kirkerne.
Derfra kørte vi hen, for blot udefra, at se de sidste 3 klostre: Varlaam, Roussanou og det ubeboede Ágia Triada.
De to sidstnævnte beså vi kun på afstand – nu synes vi havde fået nok af klostre i denne omgang.
- ja faktisk jage folk ud!
Alle kirkerne i klostrene er overdådigt udsmykket med malerier på alle vægge, søjler og loft, så det er lige før det er for meget. Desværre er det hverken tilladt at fotografere eller videofilme inde i kirkerne.
Derfra kørte vi hen, for blot udefra, at se de sidste 3 klostre: Varlaam, Roussanou og det ubeboede Ágia Triada.
De to sidstnævnte beså vi kun på afstand – nu synes vi havde fået nok af klostre i denne omgang.
Hjemme ved campingvognen sad misserne utålmodigt og ventede.
Da vi satte os til at spise, fik de så selvfølgelig også lidt mad.
Efter at have spist, planlagde vi at forlade området næste dag, for at køre over til kysten ved Olympos bjerget.
Der var jo nu efterhånden ikke så forfærdelig mange dage tilbage for os at være i Grækenland, så nu var det om at planlægge, at se det vigtigste, men allerede nu så det ud til, at der var basis for mindst ét gensyn mere med Grækenland, især for at se Østmakedonien og måske et kort smut til Tyrkiet/Istanbul.
20. dag: Tirsdag 9/6 – 2009
Før vi forlod campingpladsen, kørte vi en tur ind til Lidl igen, som nu havde åbent, og fik handlet de varer ind, som vi ikke fik købt dagen før.
Pengeautomaten ville stadig ikke tage vores kort – sprækken var stadig ligesom blokeret, men skidt, vi havde stadig nok kontanter foreløbig.
Tilbage på pladsen fik vi pakket det sidste og koblet på.
De to misser, vi havde holdt med foder, kom ikke og sagde ”farvel” (snøft…).
Da vi afregnede, fortalte campingfatter, at det kostede ham 70€ i døgnet at have swimmingpoolen i gang, og derfor, pga de få besøgende, ikke fandt det rentabelt, at holde den åben – så hellere miste et par kunder.
Det fandt vi forståeligt, for der havde jo kun været ganske få foruden os mens vi var der.
Vi lod forstå, at vi ikke havde savnet poolen, for vi hører ikke til dem der lægger vægt på, om der er en pool på pladsen eller ej. Da vi kørte ud fra pladsen ankom en NL autocamper, så fik de tilbageblevne da en ”afløser” for os.
Turen gik nu tilbage til Trikala, hvorfra vi fortsatte til Larissa og derfra på motorvej og landevej over til østkysten, for at finde en campingplads tæt på Olympos bjerget, for vi ville gerne op og hilse på Zeus…
Vi kørte fra motorvejen lige før endnu en betalingsstation, og kørte derefter lidt rundt for at komme ned til vandet, hvor vi vidste, at de mange campingpladser skulle ligge, men vi havde lidt svært ved at finde én.
På et tidspunkt, mens vi kørte rundt og ledte ved byen Leptokarya, hørte vi en ”lyd”, som om vi tabte noget fra bilen og følte derefter, at campingvognen kørte henover ”noget” med et ret kraftigt hop.
Ole gik ud for at se hvad det var. Det var heldigt vi kun havde kørt i skridtgang, for det viste sig, at være det korte afgangsrør fra bagerste lydpotte på bilen, der var tæret over og derfor var faldet af !
Da vi satte os til at spise, fik de så selvfølgelig også lidt mad.
Efter at have spist, planlagde vi at forlade området næste dag, for at køre over til kysten ved Olympos bjerget.
Der var jo nu efterhånden ikke så forfærdelig mange dage tilbage for os at være i Grækenland, så nu var det om at planlægge, at se det vigtigste, men allerede nu så det ud til, at der var basis for mindst ét gensyn mere med Grækenland, især for at se Østmakedonien og måske et kort smut til Tyrkiet/Istanbul.
20. dag: Tirsdag 9/6 – 2009
Før vi forlod campingpladsen, kørte vi en tur ind til Lidl igen, som nu havde åbent, og fik handlet de varer ind, som vi ikke fik købt dagen før.
Pengeautomaten ville stadig ikke tage vores kort – sprækken var stadig ligesom blokeret, men skidt, vi havde stadig nok kontanter foreløbig.
Tilbage på pladsen fik vi pakket det sidste og koblet på.
De to misser, vi havde holdt med foder, kom ikke og sagde ”farvel” (snøft…).
Da vi afregnede, fortalte campingfatter, at det kostede ham 70€ i døgnet at have swimmingpoolen i gang, og derfor, pga de få besøgende, ikke fandt det rentabelt, at holde den åben – så hellere miste et par kunder.
Det fandt vi forståeligt, for der havde jo kun været ganske få foruden os mens vi var der.
Vi lod forstå, at vi ikke havde savnet poolen, for vi hører ikke til dem der lægger vægt på, om der er en pool på pladsen eller ej. Da vi kørte ud fra pladsen ankom en NL autocamper, så fik de tilbageblevne da en ”afløser” for os.
Turen gik nu tilbage til Trikala, hvorfra vi fortsatte til Larissa og derfra på motorvej og landevej over til østkysten, for at finde en campingplads tæt på Olympos bjerget, for vi ville gerne op og hilse på Zeus…
Vi kørte fra motorvejen lige før endnu en betalingsstation, og kørte derefter lidt rundt for at komme ned til vandet, hvor vi vidste, at de mange campingpladser skulle ligge, men vi havde lidt svært ved at finde én.
På et tidspunkt, mens vi kørte rundt og ledte ved byen Leptokarya, hørte vi en ”lyd”, som om vi tabte noget fra bilen og følte derefter, at campingvognen kørte henover ”noget” med et ret kraftigt hop.
Ole gik ud for at se hvad det var. Det var heldigt vi kun havde kørt i skridtgang, for det viste sig, at være det korte afgangsrør fra bagerste lydpotte på bilen, der var tæret over og derfor var faldet af !
Nå, der var jo ikke andet at gøre, end at samle det op og tage det med, selvom det havde fået et ”tryk 16” da campingvognen kørte hen over det.
Det ændrede ikke noget ved lyden fra udstødningen, så vi tænkte: nå ja, der sker jo ikke så meget ved, at det mangler, andet end, at ”gassen” komme ud under bilen i stedet for lige efter kofangeren.
MEN jeg skulle blive klogere, for VOLVO er jo ikke hvad VOLVO har været:
Kofangerene er ikke mere lavet af god solid svensk stål, men af....plastik...så kofangeren mm begyndte efter nogle dage at smelte fordi den varme udstødning blev fanget under bilen ....!
Det ændrede ikke noget ved lyden fra udstødningen, så vi tænkte: nå ja, der sker jo ikke så meget ved, at det mangler, andet end, at ”gassen” komme ud under bilen i stedet for lige efter kofangeren.
MEN jeg skulle blive klogere, for VOLVO er jo ikke hvad VOLVO har været:
Kofangerene er ikke mere lavet af god solid svensk stål, men af....plastik...så kofangeren mm begyndte efter nogle dage at smelte fordi den varme udstødning blev fanget under bilen ....!
Det lykkedes faktisk til sidst, at finde den campingplads Mariann havde udset sig, nemlig Olympos Zeus Camping, men det var kun fordi vi opdagede nogle ganske små skilte, at vi fandt afkørselen fra vejen, der førte ned til både den og en anden plads der hed Apollon camping.
Der var et skilt ved indkørslen til pladsen, at der var checkin ved restauranten.
Vi fortsatte derfor ind på pladsen, der viste sig at være meget stor og hvor det bogstaveligtalt vrimlede med børn, og der så også meget optaget ud, så vi havde nær mistet lysten til at være der.
Vi fandt restauranten et godt stykke inde på pladsen, men i lidt af en blindgyde, idet vejen endte i en indsnævring lavet med ”plastklodser” så vi ikke kunne komme videre.
Da vi steg ud, kom en dame os i møde. Hun spurgte hvor mange dage vi ønskede at blive, og da vi sagde max 4-5 dage, viste hun os en meget fornem plads ude ved hegnet med udsigt til strand og hav. Den var ledig indtil 15/6, så den kunne vi godt få. Det eneste problem der var ved den, syntes vi, var, at vejen dertil var meget smal og der var meget lidt plads, både til campingvognen, men også til at bakke den ind på, idet der både var strømskabe og træer i kanten af vejen samt en fastligger lige overfor. Men vi sagde ja tak til den, selvom vi også kunne vælge en anden ledig plads, men ingen af dem lå nær så godt. Da damen så vores CCI kort sagde hun straks, at vi fik 20% rabat, så det var jo ærlig snak.
Det lykkedes med lidt ”gefyl”, efter at have flyttet på plastklodserne, at få os anbragt – dog måtte træktøjet rage lidt ud over vejen. Da vi havde fået koblet af, fik vi os en lille forskrækkelse, for grunden skrånede en smule ud mod vejen, så da Ole åbenbart ikke havde fået skruet støttebenene ordentligt ned, før håndbremsen blev løsnet, begyndte campingvognen at trille ud mod vejen og et lille træ ved siden af, alt mens Mariann var inde i vognen!
Der skete imidlertid ikke noget, Ole fik den hurtigt standset og vi fik skubbet den tilbage igen så langt vi nu kunne med håndkraft, for det gik jo lidt opad…
...ikke meget plads at gi´ af...
Tæt på et træ og fastliggeren overfor under indbakningen af campingvognen....
Mens vi pakkede ud, ankom der nogle hollændere og tog et par af de pladser vi ellers også havde haft kig på, men fravalgt.
Efter vi havde fundet os til rette, blev vi enige om at havet fristede, så vi gik ud på den brede stand for at bade.
Efter vi havde fundet os til rette, blev vi enige om at havet fristede, så vi gik ud på den brede stand for at bade.
Mens vi lå på stranden og solede os, så vi til vores store overraskelse, at en sportsvogn ankom inde på campingpladsen og parkerede lige foran vores campingvogn, så den kom til at spærre for vores fine udsigt fra campingvognen.
Det viste sig, at det var fastliggeren overfor os der var ankommet.
Da vi kom hjem fra stranden, kørte han heldigvis igen, men han undlod ikke at brokke sig over, at vores træktøj ragede ud på vejen, så han var nødt til at passe på ikke at køre ind i det, men det var det jo nødt til, da pladsen var så lille.
Senere kom han igen blot for et kort ophold, men da parkerede han heldigvis så han ikke tog vores udsigt.
Det viste sig, at det var fastliggeren overfor os der var ankommet.
Da vi kom hjem fra stranden, kørte han heldigvis igen, men han undlod ikke at brokke sig over, at vores træktøj ragede ud på vejen, så han var nødt til at passe på ikke at køre ind i det, men det var det jo nødt til, da pladsen var så lille.
Senere kom han igen blot for et kort ophold, men da parkerede han heldigvis så han ikke tog vores udsigt.
Det blev en dejlig lun aften med dejlig mad og aftenhygge, som vi nød mens solen gik ned og månen
stod op.
Inden det blev mørkt iagttog vi en ældre herre på stranden lige ved siden af, der trak sin båd ud for
at fiske.
stod op.
Inden det blev mørkt iagttog vi en ældre herre på stranden lige ved siden af, der trak sin båd ud for
at fiske.
21. dag: Onsdag 10/6 – 2009
Det blev en meget varm dag, så formiddagen gik med at dase på stranden og gå i vandet.
Om eftermiddagen kørte vi en tur op af Olympos bjerget.
Det var en rigtig flot tur, som endte på en P-plads, hvor man var nødt til at vandre videre fra, hvis man ville højere op.
Det havde vi ikke forberedt, så vi stillede os tilfreds med den flotte tur, og at vi var nået et godt stykke op til Zeus.
Da vi kom hjem igen var genboen kommet tilbage, nu med kone og to børn og denne gang havde han været så fræk, at han havde placeret sin bil på vores parcel ( ! ) netop der hvor vi selv skulle holde, lige op af campingvognen i dørsiden!
Ret så frækt !
Vi var nødt til at finde en tom parcel langt væk for at parkere der i stedet.
Vi har aldrig været ude for noget lignende, men sagde ikke noget (vi er ALT, ALT for flinke …)
For at dæmpe vreden, gik vi ned til en restaurant på stranden og spiste til aften; grillet bøf med salat og rødvin til.
Serveringen tog sin tid, men da bøffen, der var en form for hakket kød med feta i, endelig kom, var den udemærket og rigelig.
To store hunde var meget tiggende, men blev med mellemrum jaget væk af servitricen.
Den ene havde ret uhyggelige hvide øjne….
Mens vi spise begyndte det at lyne og tordne ude over havet, men det nåede aldrig hen i nærheden af vores strandbred.
Hjemme igen ved campingvognen var genboen der stadig, så vi måtte nærmest kante os forbi hans bil for at komme hen til og ind af døren til campingvognen.
Vi tog i irritation vores aftenkaffe inde i campingvognen.
Vi besluttede at rykke teltpælene op næste dag og køre vestpå ind i landet igen – vi skulle jo desværre også til at tænke på at komme hjemad.
22. dag: Torsdag 11/6 – 2009
Vi stod tidlig op og gik i vandet.
Genboens kone og børn var kørt.
Da vi kom tilbage fra vandet, var manden også kørt, så vi kunne hente vores bil fra den parcel langt væk vi havde været nød til at sætte den i og få den hen, så vi kunne få pakket og komme af sted.
Vi besluttede at skrive et lille ”venligt” brev til genboen som vi efterlod under en sten i hans fortelt.
Magen til uopdragen opførsel har vi dog, gennem vores 42 årige ”campingkarriere”, heldigvis aldrig oplevet før !!!
Vi fik betalt og forlod campingpladsen for at sætte kurs tilbage mod vest ad motorvejen.
Da vi havde kørt et stykke tid, begyndte bilen at ryste, når den skulle accelere.
I starten ikke særlig meget, men det blev efterhånden værre og værre, især når den skulle trække op af stigninger.
Ole mente det skyldtes et defekt motorophæng, en mistanke der blev bestyrket efterhånden som det blev voldsommere og voldsommere.
Samtidig påvirkede varmen fra lydpotten, pga det manglende afgangsrør, at kofangeren var begyndt at smelte og ”angreb” efterhånden også et stykke ”pynteplastik” fra kofangeren op til baglygten.
Den første del af turen i Vestmakedonien var, helt uventet, ret kedelig.
Det var et ret trist landskab med flere kraftværker og fabrikker, men den sidste del af turen var meget flot.
Vejen her førte bl.a. gennem utallige ret nye tunneler, så vi var spændt på hvad vejafgiften ville blive.
Der kom da også på et tidspunkt et forvarsel om betaling og vi kom faktisk også til en betalingsstation.
Den viste sig imidlertid bare ikke at være færdigbygget endnu, så vi kunne blot køre igennem uden at betale en rød reje.
Vi ville gerne have camperet et eller andet sted i nærheden af byen Edessa, for her skulle der nemlig være et vandfald hvor man skulle kunne gå ind mellem det faldende vand og klippevæggen, men der var ingen henvisninger til det overhovedet, heller ikke på de turistskilte vi fandt på en P-plads langs vejen fra øst til vest.
Da vi holdt der og var stået ud af bilen, lød der mærkelige boblelyde fra benzintanken – som om benzinen kogte - på grund af varme fra udstødningen...
Vi kørte gennem Edessa for at lede efter vandfaldet, hvilket viste sig at være en ret nervepirrende oplevelse : gennem meget smalle gader med megen trafik og campingvognen på slæb. Et sted måtte vi stoppe i en sidegade, vi var kørt ned ad, da det så ud til vi ville komme til at sidde fast hvis vi fortsatte ligeud.
En bagfrakommende var så venlig at gestikulere, at vi skulle følge vejen til højre i stedet.
Den førte tilbage til den trafikerede hovedgade, vi netop havde forladt, men nu besluttede vi at opgive, at finde vandfaldet og i stedet se at komme ud af denne hektiske by.
Mariann fandt ud af, at der var en campingplads, der så godt ud, i byen Ionnania, så den blev nu målet for i dag.
Pladsen skulle ligge på indfaldsvejen til byen og ned til en sø.
Da vi kom til Ionnania fandt vi da også hurtigt campingskiltet som viste vej ned gennem en smal hovedgade og til sidst viste til venstre ned af lille stejl smal vej – og så var vi der.
Campingpladsen lå ned til en stor sø og var ejet af den stedlige ro-klub.
Der var relativ mange campister på pladsen, men vi fandt en plads mellem nogle træer, der dog desværre ikke lå ned til søen.
Da vi havde pakket ud, gik vi en runde og opdagede sørme en dansk autocamper, men der var ingen hjemme.
Ved aftensmaden blev vi enige om, at næste dag måtte vi hellere prøve at opsøge et Volvo-værksted som forhåbentligt kunne gøre noget ved udstødningsrøret og det rysteri der var opstået i bilen.
23. dag: Fredag 12/6 – 2009
Efter morgenmaden henvendte Ole sig til danskerne i autocamperen – nej manden var desværre ikke automekanikker (det kunne jo have været…).
De fortalte de havde taget over til Grækenland fra Italien samme dag som os, men med MINOAN line.
Deres færge havde været næsten fuld belagt.
De skulle pudsigt nok også hjem på tirsdag som os, men 1 time senere og altså med MINOAN line.
Da Ole var oppe og købe morgenbrød, spurgte han campingfatter, som desværre virkede ret sur, om han vidste om der var et Volvo-værksted i byen.
Jo, det var der, men han kunne ikke lige huske hvor, men hvis Ole kom tilbage efter kl. 9:00 ville han have fundet ud af det.
Det havde han så også, men virkede nærmest som om han helt havde glemt sagen, da Ole kom igen senere.
Lige før vi kørte ud for at finde værkstedet, så vi, at en NL autocamper forlod campingpladsen, så der blev en ledig plads lige overfor os, ovre på ”søsiden”. Vi tog en hurtig beslutning og flyttede campingvognen derover.
Det er ellers ikke noget vi normalt praktisere, men det var en dejlig plads med fin udsigt over søen, så det var en for stor fristelse. Det var hurtigt gjort, da vi ikke havde sat fortelt op.
Vi kørte derefter ud for at finde Volvo-værkstedet.
Det var ikke nemt, for det viste sig at være et lille SEAT værksted der åbenbart havde autorisation til at kalde sig et Volvo-værksted.
Ole fik fat i en meget flink mekaniker, der hurtigt forstod problemerne og var så venlig, at han var villig til at se på det indenfor 15 minutter.
Da han fik løftet bilen op, kaldte han på Ole, og viste ham, som forventet, at højre motorophæng var gået i vulkaniseringen og derfor ikke holdt motoren ordentligt på plads. Imidlertid havde de ikke et nyt motorophæng og det kunne ikke skaffes på mindre end 14 dage, da det skulle tilsendes fra Sverige, men vi kunne godt køre videre med det som det var, bedyrede han – blot vi kørte lidt forsigtigt (hvordan man så ellers gør det i bjergegne med en campingvogn på slæb…).
Udstødningsrøret kunne han desværre heller ikke ordne, men igen sagde han, at vi sagtens kunne køre hjem med det som det var.
På det tidspunkt var kofangeren endnu ikke begyndt at smelte, så hans melding beroligede mig meget. …
Han viste mig derimod noget andet der SKULLE ordnes.
Mariann havde flere gange, når hun stod ud af bilen her på den sidste del af turen, nævnt, at hun syntes der lugtede meget af benzin.
Mekanikeren viste Ole, at der løb ret så meget benzin ud fra en mør benzinslange tæt på katalysatoren, så det var ikke så underligt der havde lugtet af benzin. Det var, som mekanikeren sagde, jo farligt. Det kunne Ole selvfølgelig kun give ham ret i, så det var godt den utæthed blev fundet og slangen skiftet – så fik vi da trods alt noget ud af værkstedsbesøget.
Det var ikke nemt, for det viste sig at være et lille SEAT værksted der åbenbart havde autorisation til at kalde sig et Volvo-værksted.
Ole fik fat i en meget flink mekaniker, der hurtigt forstod problemerne og var så venlig, at han var villig til at se på det indenfor 15 minutter.
Da han fik løftet bilen op, kaldte han på Ole, og viste ham, som forventet, at højre motorophæng var gået i vulkaniseringen og derfor ikke holdt motoren ordentligt på plads. Imidlertid havde de ikke et nyt motorophæng og det kunne ikke skaffes på mindre end 14 dage, da det skulle tilsendes fra Sverige, men vi kunne godt køre videre med det som det var, bedyrede han – blot vi kørte lidt forsigtigt (hvordan man så ellers gør det i bjergegne med en campingvogn på slæb…).
Udstødningsrøret kunne han desværre heller ikke ordne, men igen sagde han, at vi sagtens kunne køre hjem med det som det var.
På det tidspunkt var kofangeren endnu ikke begyndt at smelte, så hans melding beroligede mig meget. …
Han viste mig derimod noget andet der SKULLE ordnes.
Mariann havde flere gange, når hun stod ud af bilen her på den sidste del af turen, nævnt, at hun syntes der lugtede meget af benzin.
Mekanikeren viste Ole, at der løb ret så meget benzin ud fra en mør benzinslange tæt på katalysatoren, så det var ikke så underligt der havde lugtet af benzin. Det var, som mekanikeren sagde, jo farligt. Det kunne Ole selvfølgelig kun give ham ret i, så det var godt den utæthed blev fundet og slangen skiftet – så fik vi da trods alt noget ud af værkstedsbesøget.
Regningen for værkstedsbesøget
På vejen hjem købte vi ind i Carrefour, og fik også benzin på der. Undervejs dertil så vi en dansk campingvogn i retning mod campingpladsen. Den skulle nok ned og ligge på "vores" campingplads tænkte vi. Og ganske rigtigt da vi kom hjem til campingpladsen, var der netop ankommet en dansk campingvogn.
De havde lagt sig ved siden af os, så vi kom i snak. Det var et ægtepar fra Nykøbing Falster, og det var tredie gang de var i Grækenland. Han var togfører, hun hjemmehjælper.
De var lige startet på ferien og var netop kommet fra færgen, og så ind i 4 ugers ferie (øv hvor var vi misundelige…)
En hollandsk campingvogn var også ankommet og havde lagt sig på den anden side af os; mellem os og en tysk campingvogn, men der var alligevel stadig god plads imellem os.
De talte begge engelsk, så vi talte en del med dem og de viste sig at være ganske rare, vores fordomme mod hollændere til trods…men de var også alene..
Vi planlagde at køre en tur næste dag, ud og se en kløft med flere gamle stenbroer og måske også besøge en drypstenshule.
Resten af dagen slappede vi af og nød udsigten over søen, hvor vi kunne sidde og følge med i
ro-træningen i det gode vejr. Senere på aftenen øvede man sig også i at løbe på vandski.
24. dag: Lørdag 13/6 – 2009
Vi kørte ud til nationalparken Vikos Aoös hvor kløften (”Gorgen”) vi gerne ville se, ligger.
Ved indkørslen til parken var der et infocenter hvor vi kiggede ind.
Der var der en sød ung pige, der fortalte meget engageret om området, og vi fik mange gratis brochurer og kort over nationalparken.
Vi fortsatte ind i nationalparken, hvor vi pudsigt nok flere gange stødte på vores hollandske naboer fra campingpladsen. De havde åbenbart også fået den gode idé at køre dertil den dag.
Det er en meget flot ”Gorge” som, hvis lejlighed byder sig en anden gang, absolut fortjener et gensyn.
Der er også mange muligheder for vandreruter i området kunne vi se.
De havde lagt sig ved siden af os, så vi kom i snak. Det var et ægtepar fra Nykøbing Falster, og det var tredie gang de var i Grækenland. Han var togfører, hun hjemmehjælper.
De var lige startet på ferien og var netop kommet fra færgen, og så ind i 4 ugers ferie (øv hvor var vi misundelige…)
En hollandsk campingvogn var også ankommet og havde lagt sig på den anden side af os; mellem os og en tysk campingvogn, men der var alligevel stadig god plads imellem os.
De talte begge engelsk, så vi talte en del med dem og de viste sig at være ganske rare, vores fordomme mod hollændere til trods…men de var også alene..
Vi planlagde at køre en tur næste dag, ud og se en kløft med flere gamle stenbroer og måske også besøge en drypstenshule.
Resten af dagen slappede vi af og nød udsigten over søen, hvor vi kunne sidde og følge med i
ro-træningen i det gode vejr. Senere på aftenen øvede man sig også i at løbe på vandski.
24. dag: Lørdag 13/6 – 2009
Vi kørte ud til nationalparken Vikos Aoös hvor kløften (”Gorgen”) vi gerne ville se, ligger.
Ved indkørslen til parken var der et infocenter hvor vi kiggede ind.
Der var der en sød ung pige, der fortalte meget engageret om området, og vi fik mange gratis brochurer og kort over nationalparken.
Vi fortsatte ind i nationalparken, hvor vi pudsigt nok flere gange stødte på vores hollandske naboer fra campingpladsen. De havde åbenbart også fået den gode idé at køre dertil den dag.
Det er en meget flot ”Gorge” som, hvis lejlighed byder sig en anden gang, absolut fortjener et gensyn.
Der er også mange muligheder for vandreruter i området kunne vi se.
Den store kløft i Vikos Aoös nationalparken
Klippeformation i Vikos Aoös nationalparken
En af de mange flotte gamle stenbroer i Vikos Aoös nationalparken
Stenbro med 3 buer i Vikos Aoös nationalparken
Drypstenshulen ved Perama, som vi havde kig på, så også meget interessant ud, men vi sprang den alligevel over.
Vi har jo været i adskillige drypstenshuler i årenes løb, så vi besluttede, at den her måtte vente til en anden god gang
Under turen rundt i nationalparken, følte vi, at bilen rystede mere og mere på grund af det deftekte motorophæng, så for at undgå mere slidtage end nødvendigt på de resterende motorophæng, kørte vi hjem, før vi egentlig syntes vi havde set os mætte.
Vel hjemme på campingpladsen, besluttede vi at køre til Igoumenitsa tidligt næste dag, for så at prøve at finde en campingplads der i nærheden og så blive der til tirsdag, hvor vi skulle med færgen tilbage til Ancona.
Vi overvejede om vi skulle kontakte SOS for råd og hjælp, men blev enige om, at vente og se hvordan turen til Igoumenitsa forløb.
Vi talte lidt med vores danske nabo. De skulle også videre næste dag, men over til Meteora klostrerne.
De mente at vide, at campingpladsen i Kastraki ved klostrene kun skulle koste 14€ for en overnatning.
25. dag: Søndag 14/6 – 2009
I dag, en dag tidligere end egentlig planlagt fra starten, kørte vi så de ca. 70km til Igoumenitsa og fandt en fin campingplads ”Kalami Beach” der lå dejligt helt ned til vandet ca. 10km syd for Igoumenitsa.
Her fandt vi et fint skyggefuldt hjørne. Vi bredte os dog tilsyneladende lidt for meget, for campingmutter kom på et tidspunkt om aftenen og sagde venligt, at der hvor vi havde parkeret bilen, på de anden side af et træ, var der faktisk beregnet en plads til en enhed mere.
Vi flyttede så naturligvis straks bilen tæt op til campingvognen.
Netop som Ole havde fjernet vores bil, kom der da også en (formentlig) spansk familie, far, mor og teenagerdatter og lagde sig på der med et lille kuppeltelt.
Vi har jo været i adskillige drypstenshuler i årenes løb, så vi besluttede, at den her måtte vente til en anden god gang
Under turen rundt i nationalparken, følte vi, at bilen rystede mere og mere på grund af det deftekte motorophæng, så for at undgå mere slidtage end nødvendigt på de resterende motorophæng, kørte vi hjem, før vi egentlig syntes vi havde set os mætte.
Vel hjemme på campingpladsen, besluttede vi at køre til Igoumenitsa tidligt næste dag, for så at prøve at finde en campingplads der i nærheden og så blive der til tirsdag, hvor vi skulle med færgen tilbage til Ancona.
Vi overvejede om vi skulle kontakte SOS for råd og hjælp, men blev enige om, at vente og se hvordan turen til Igoumenitsa forløb.
Vi talte lidt med vores danske nabo. De skulle også videre næste dag, men over til Meteora klostrerne.
De mente at vide, at campingpladsen i Kastraki ved klostrene kun skulle koste 14€ for en overnatning.
25. dag: Søndag 14/6 – 2009
I dag, en dag tidligere end egentlig planlagt fra starten, kørte vi så de ca. 70km til Igoumenitsa og fandt en fin campingplads ”Kalami Beach” der lå dejligt helt ned til vandet ca. 10km syd for Igoumenitsa.
Her fandt vi et fint skyggefuldt hjørne. Vi bredte os dog tilsyneladende lidt for meget, for campingmutter kom på et tidspunkt om aftenen og sagde venligt, at der hvor vi havde parkeret bilen, på de anden side af et træ, var der faktisk beregnet en plads til en enhed mere.
Vi flyttede så naturligvis straks bilen tæt op til campingvognen.
Netop som Ole havde fjernet vores bil, kom der da også en (formentlig) spansk familie, far, mor og teenagerdatter og lagde sig på der med et lille kuppeltelt.
Vi bredte os åbenbart for meget her inden vi flyttede bilen
Bilen havde bestemt ikke været glad undervejs hertil – især ikke for at køre opad. Den rystede meget under belastningerne, så vi blev mere og mere bekymrede for, om den kunne holde hele vejen hjem til Danmark.
Der bredte sig også en mærkelig lugt i bilen. Af hensyn til risikoen for udstødningsgasser i kabinen, på grund af det defekte udstødningsrør, sørgede vi naturligvis hele tiden undervejs for kraftig udluftning. Det var nu heller ikke udstødningen vi kunne lugte, men derimod, viste det sig, at være varmepåvirkningen fra udstødningen der trængte igennem ved venstre baglygte, som havde fået låget på vores plastikværktøjskasse i bagenden af bilen til at smelte sammen, så Ole måtte bruge vold for at få den åbnet!
Det var ret bekymrende, for hvad sker der mon så nu med ledningerne der ligger i karossen bl.a. til baglygterne?
Det måtte vi se at få gjort noget ved NU, så vi besluttede, at næste dag hvor det var mandag, ville vi ringe til SOS og bede om hjælp. Hvis bilen kunne komme på værksted havde vi jo hele mandagen til det, for vi skulle først med færgen næste dag igen, tirsdag
Tidligere på dagen har der ankommet en tysk familie fra færgen, som vi havde hjulpet på plads på den anden side af os.
Det viste sig, da vi talte med dem, om tirsdagen, mens de pakkede for at tage videre, at de var fra Køln.
26. dag: Mandag 15/6 – 2009
Om formiddagen kontaktede Ole så SOS for hjælp til problemerne med bilen
Som ventet fik han en utrolig venlig behandling. Ole bad om de ville sørge for, at der var én der kunne hjælpe os, når vi ankom med færgen til Ancona, men da SOS medarbejderen hørte hvad der var galt, syntes han bestemt vi havde behov for hjælp her og nu og ikke først når vi ankom til Italien.
Efter at have besvaret ret mange spørgsmål om bilen, dens alder, tilstand nu og før fejlene opstod mm, ville SOS sørge for, at bilen ville blive afhentet senest ca. 14:30 og kørt på et fejeblad til et værksted. Ole fortalte ellers, at han faktisk sagtens selv kunne køre den til værkstedet blot han fik en ”førerhund”, men SOS medarbejderen ville sende et fejeblad.
Efter kort tid blev vi ringet op af et værksted, der spurgte, hvor vi var henne.
Vedkommende lød fuldstændig desorienteret og lagde uden videre røret på, da Ole fortalte vi var i Grækenland, på Kalami Beach camping ved Igoumenitsa.
Vedkommende troede vist vi var i Italien – i hvert fald var opkaldet ikke fra Grækenland kunne Ole se på sin mobiltelefon.
Da der gik en rum tid derefter, og intet hændte, tænkte vi, at måske havde vedkommende ikke meldt tilbage til SOS, at de fejlagtigt havde bedt et italiensk værksted hjælpe os, så Ole ringede for en sikkerhedsskyld igen til SOS.
Og godt det samme, for de havde ikke fået nogen tilbagemelding fra værkstedet der havde kontaktet os.
SOS tog så affære igen og efter en tid ankom en græsk reparatør med sit fejeblad, men nu meget forsinket.
Chaufføren på fejebladet prøvede først at bagatellisere udstødningsproblemet, men da Ole viste ham det smeltede låg på værktøjskassen og fik forklaret, at der altså også var et problem med motorophænget, indvilgede han i, at den skulle på værksted.
Ole blev bedt om at sætte sig ved rattet og så blev bilen ellers trukket baglæns op på fejebladet….
Der bredte sig også en mærkelig lugt i bilen. Af hensyn til risikoen for udstødningsgasser i kabinen, på grund af det defekte udstødningsrør, sørgede vi naturligvis hele tiden undervejs for kraftig udluftning. Det var nu heller ikke udstødningen vi kunne lugte, men derimod, viste det sig, at være varmepåvirkningen fra udstødningen der trængte igennem ved venstre baglygte, som havde fået låget på vores plastikværktøjskasse i bagenden af bilen til at smelte sammen, så Ole måtte bruge vold for at få den åbnet!
Det var ret bekymrende, for hvad sker der mon så nu med ledningerne der ligger i karossen bl.a. til baglygterne?
Det måtte vi se at få gjort noget ved NU, så vi besluttede, at næste dag hvor det var mandag, ville vi ringe til SOS og bede om hjælp. Hvis bilen kunne komme på værksted havde vi jo hele mandagen til det, for vi skulle først med færgen næste dag igen, tirsdag
Tidligere på dagen har der ankommet en tysk familie fra færgen, som vi havde hjulpet på plads på den anden side af os.
Det viste sig, da vi talte med dem, om tirsdagen, mens de pakkede for at tage videre, at de var fra Køln.
26. dag: Mandag 15/6 – 2009
Om formiddagen kontaktede Ole så SOS for hjælp til problemerne med bilen
Som ventet fik han en utrolig venlig behandling. Ole bad om de ville sørge for, at der var én der kunne hjælpe os, når vi ankom med færgen til Ancona, men da SOS medarbejderen hørte hvad der var galt, syntes han bestemt vi havde behov for hjælp her og nu og ikke først når vi ankom til Italien.
Efter at have besvaret ret mange spørgsmål om bilen, dens alder, tilstand nu og før fejlene opstod mm, ville SOS sørge for, at bilen ville blive afhentet senest ca. 14:30 og kørt på et fejeblad til et værksted. Ole fortalte ellers, at han faktisk sagtens selv kunne køre den til værkstedet blot han fik en ”førerhund”, men SOS medarbejderen ville sende et fejeblad.
Efter kort tid blev vi ringet op af et værksted, der spurgte, hvor vi var henne.
Vedkommende lød fuldstændig desorienteret og lagde uden videre røret på, da Ole fortalte vi var i Grækenland, på Kalami Beach camping ved Igoumenitsa.
Vedkommende troede vist vi var i Italien – i hvert fald var opkaldet ikke fra Grækenland kunne Ole se på sin mobiltelefon.
Da der gik en rum tid derefter, og intet hændte, tænkte vi, at måske havde vedkommende ikke meldt tilbage til SOS, at de fejlagtigt havde bedt et italiensk værksted hjælpe os, så Ole ringede for en sikkerhedsskyld igen til SOS.
Og godt det samme, for de havde ikke fået nogen tilbagemelding fra værkstedet der havde kontaktet os.
SOS tog så affære igen og efter en tid ankom en græsk reparatør med sit fejeblad, men nu meget forsinket.
Chaufføren på fejebladet prøvede først at bagatellisere udstødningsproblemet, men da Ole viste ham det smeltede låg på værktøjskassen og fik forklaret, at der altså også var et problem med motorophænget, indvilgede han i, at den skulle på værksted.
Ole blev bedt om at sætte sig ved rattet og så blev bilen ellers trukket baglæns op på fejebladet….
..så er der afhentning
Chaufføren kunne kun tale græsk, men heldigvis kom campingmutter og hjalp med kommunikationen. Aftalen blev, at jeg kørte med i fejebladet til værkstedet. Når aftale om en reparation så var blevet indgået, skulle Ole tage en taxa tilbage til campingpladsen og så næste dag igen tage en taxa tilbage for at hente bilen.
Chaufføren kørte rimelig stærkt på de snoede veje ned til Igoumenitsa, så Ole blev helt bange for, at vi skulle tabe vores ”last”. Det viste sig, at turen ikke var slut, før vi havde kørt næsten helt igennem Igoumenitsa – værkstedet vi skulle til lå nærmest på den anden side af byen.
Vi ankom til et lille bitte værksted, der absolut ikke så ud til, at kunne hjælpe, taget i betragtning af,
at Volvo-værkstedet i Ionnania ikke kunne.
Chaufføren kørte rimelig stærkt på de snoede veje ned til Igoumenitsa, så Ole blev helt bange for, at vi skulle tabe vores ”last”. Det viste sig, at turen ikke var slut, før vi havde kørt næsten helt igennem Igoumenitsa – værkstedet vi skulle til lå nærmest på den anden side af byen.
Vi ankom til et lille bitte værksted, der absolut ikke så ud til, at kunne hjælpe, taget i betragtning af,
at Volvo-værkstedet i Ionnania ikke kunne.
Autoværkstedet i Igoumenitsa
Der var kun èn lift. Den var i brug, så Ole blev efterladt med bilen på pladsen foran værkstedet.
Da det blev Oles tur, viste det sig, som tilfældet havde været med fejebladschaufføren, at ejeren af værkstedet heller ikke kunne andet end græsk, så Ole havde store problemer med at forklare, hvad problemerne var.
Han misforstod hele tiden…så hvad gør man så? Jo, Mariann havde været så forudseende, at hun havde sagt til Ole, at han skulle lægge SOS’s telefonnummer ind i sin mobiltelefon. Ole kom derfor på den idé, at prøve at ringe til SOS igen og høre, om det mon skulle være så heldigt, at de havde en medarbejder der talte græsk.
Som sagt så gjort .. og sørme jo, de havde en svensk dame der talte græsk.
Efter hun havde fået forklaret værkstedet hvad problemerne med bilen var, ringede hun tilbage til Ole og fortalte hvad værkstedet havde sagt, og selvom Ole straks ved ankomsten havde fået at vide, at de på grund af det fremskredne tidspunkt, først kunne gøre noget ved bilen næste dag, gik de sørme alligevel i gang med at kigge på den med det samme!
De havde selvfølgelig ikke en ny udstødning, men mekanikeren/ejeren rettede afgangsrøret ud og svejsede det på lydpotten. Han opdagede desuden, at der var ved at komme en revne i lydpotten i den anden side, så den gav han på eget initiativ en lap – fint!
Da han var færdig med det, løftede han (på bundkaret…uha..) forsigtigt motoren lidt op, og fandt et stykke kraftig gummi som han pressede ind under det defekte motorophæng.
Kl. 16:48 ( 12minutter før lukketid..) var bilen nede fra liften og Ole fik demonstreret, at rysteriet nu var væk!
En fin service - nu kunne vi køre hjem med en lidt bedre fornemmelse i maven, selvom motorophænget selvfølgelig skulle skiftes, så snart vi kom hjem.
Det blev altså alt sammen ordnet med det samme, så Ole slap for at tage frem og tilbage i taxa, det var han naturligvis meget glad for!
Regningen (uden kvittering....) blev på blot 40€ utrolig fair, så det førstehåndsindtryk Ole havde fået af værkstedet, at det var et værre baggårdsværksted, blev gjort godt og grundigt til skamme.
Ole kørte glad tilbage til campingpladsen og vi kunne se hjemturen fortrøstningsfuldt i møde.
27. dag: Tirsdag 16/6 – 2009
I dag skulle vi så, til aften, med færgen tilbage til Ancona, og da bilen nu var blevet repareret, kunne vi bruge ventetiden på at slappe af.
Da det blev Oles tur, viste det sig, som tilfældet havde været med fejebladschaufføren, at ejeren af værkstedet heller ikke kunne andet end græsk, så Ole havde store problemer med at forklare, hvad problemerne var.
Han misforstod hele tiden…så hvad gør man så? Jo, Mariann havde været så forudseende, at hun havde sagt til Ole, at han skulle lægge SOS’s telefonnummer ind i sin mobiltelefon. Ole kom derfor på den idé, at prøve at ringe til SOS igen og høre, om det mon skulle være så heldigt, at de havde en medarbejder der talte græsk.
Som sagt så gjort .. og sørme jo, de havde en svensk dame der talte græsk.
Efter hun havde fået forklaret værkstedet hvad problemerne med bilen var, ringede hun tilbage til Ole og fortalte hvad værkstedet havde sagt, og selvom Ole straks ved ankomsten havde fået at vide, at de på grund af det fremskredne tidspunkt, først kunne gøre noget ved bilen næste dag, gik de sørme alligevel i gang med at kigge på den med det samme!
De havde selvfølgelig ikke en ny udstødning, men mekanikeren/ejeren rettede afgangsrøret ud og svejsede det på lydpotten. Han opdagede desuden, at der var ved at komme en revne i lydpotten i den anden side, så den gav han på eget initiativ en lap – fint!
Da han var færdig med det, løftede han (på bundkaret…uha..) forsigtigt motoren lidt op, og fandt et stykke kraftig gummi som han pressede ind under det defekte motorophæng.
Kl. 16:48 ( 12minutter før lukketid..) var bilen nede fra liften og Ole fik demonstreret, at rysteriet nu var væk!
En fin service - nu kunne vi køre hjem med en lidt bedre fornemmelse i maven, selvom motorophænget selvfølgelig skulle skiftes, så snart vi kom hjem.
Det blev altså alt sammen ordnet med det samme, så Ole slap for at tage frem og tilbage i taxa, det var han naturligvis meget glad for!
Regningen (uden kvittering....) blev på blot 40€ utrolig fair, så det førstehåndsindtryk Ole havde fået af værkstedet, at det var et værre baggårdsværksted, blev gjort godt og grundigt til skamme.
Ole kørte glad tilbage til campingpladsen og vi kunne se hjemturen fortrøstningsfuldt i møde.
27. dag: Tirsdag 16/6 – 2009
I dag skulle vi så, til aften, med færgen tilbage til Ancona, og da bilen nu var blevet repareret, kunne vi bruge ventetiden på at slappe af.
Vi var i vandet flere gange inden vi pakkede vores grej stille og roligt sammen.
Færgen sejlede kl. 22:30 og man skulle være der 2 timer før, så vi besluttede, at køre fra campingpladsen 19:30 for at være i god tid.
Vi havde spurgt campingpladsen, om vi måtte blive til vi skulle køre til færgen.
Det måtte vi selvfølgelig gerne, men vi blev bedt om at betale for ½ dag ekstra, hvilket vi fandt var ok, da pladsen var godt belagt.
Vi kørte fra campingpladsen som planlagt og var ved havnen lidt før 20:00.
Da vi tidligere havde været nede ved havnen for at finde ud af, hvor vi skulle hen, når vi skulle med færgen, var der sat betonklodser op foran tilkørselsvejen, der hvor vi mente vi skulle køre ind på havneområdet.
Vi var derfor lidt spændte på, om de var fjernet eller vi havde taget fejl.
Vi havde dog, inden vi forlod campingpladsen, spurgt campingmutter og hun havde bekræftet, at det var der hvor skiltet ”New Port” og betonklodserne var.
Det viste sig da også, at hun havde ret - spærringen var blevet fjernet.
Havneområdet, var, ligesom i Ancona, bevogtet som en lufthavn, så vi skulle først igennem en sluse med vagter, før vi kom ind på den afspærrede havn. Det var dog kun billetterne der blev checket.
Vel inde på det afspærrede havneområde, parkerede vi og gik til en stor bygning som mindede fuldstændig om en lufthavnsterminal. Her var færgeselskabernes kontorer, og duty free shops, ventestole, caféer og restauranter fuldstændig som i lufthavne.
Vi gik til ANEK line skranken og afleverede billetterne og fik udleveret skiltene:
”ANCONA - ANEK LINE - OPEN DECK”.
Den venlige dame fortalte vi skulle køre til ”Gate 11”.
Den fandt vi hurtigt, og en kontrollant på motorcykel godkendte vores parkering, da vi havde placeret os lige bag en anden campingvogn som skulle med samme færge. Pudsigt nok viste det sig, at det vogntog tilhørte et fransk ægtepar, som vi aftenen før havde set sidde tæt ved os, på restauranten på Kalami Beach camping, da vi var deroppe for at spise.
Nu var det så bare at vente på færgen, mens mørket faldt på.
Den fandt vi hurtigt, og en kontrollant på motorcykel godkendte vores parkering, da vi havde placeret os lige bag en anden campingvogn som skulle med samme færge. Pudsigt nok viste det sig, at det vogntog tilhørte et fransk ægtepar, som vi aftenen før havde set sidde tæt ved os, på restauranten på Kalami Beach camping, da vi var deroppe for at spise.
Nu var det så bare at vente på færgen, mens mørket faldt på.
Der ventes på færgen...
Flot solnedgang
Pludselig så vi den danske autocamper, som vi havde mødt og talt med på campingpladsen i Ionnania, køre op på siden af os.
Vi vidste jo, at de skulle med MINOAN line en time efter os, så de skulle slet ikke være ved vores Gate, og desuden manglede de åbenbart at få deres skilte, for vi så at de, af en af ”vores” kontrollanter, fik at vide, at de først skulle ”checke in” i ”lufthavnsbygningen”.
Senere gik Ole en tur rundt på havneområdet og fandt dem stående på havnen ved opmarchen til MINOAN line.
Ole fik en lille snak med dem. De fortalte, de var fra Give og skulle nu så også bare direkte hjem.
De nævnte, at ved Venedig, ud ad tangen ved færgerne, findes der en P-plads, hvor man kan overnatte med både autocampere og campingvogne – rart at vide hvis man engang skulle ønske at sejle derfra.
Senere har vi også læst om denne P-plads på campingferie.dk.
Vi vidste jo, at de skulle med MINOAN line en time efter os, så de skulle slet ikke være ved vores Gate, og desuden manglede de åbenbart at få deres skilte, for vi så at de, af en af ”vores” kontrollanter, fik at vide, at de først skulle ”checke in” i ”lufthavnsbygningen”.
Senere gik Ole en tur rundt på havneområdet og fandt dem stående på havnen ved opmarchen til MINOAN line.
Ole fik en lille snak med dem. De fortalte, de var fra Give og skulle nu så også bare direkte hjem.
De nævnte, at ved Venedig, ud ad tangen ved færgerne, findes der en P-plads, hvor man kan overnatte med både autocampere og campingvogne – rart at vide hvis man engang skulle ønske at sejle derfra.
Senere har vi også læst om denne P-plads på campingferie.dk.
Færgen på vej ind
Endelig kom færgen – lidt forsinket.
Den viste sig, i modsætning til på udturen, at være næsten fuld, så da vi kørte op ad rampen, kunne vi kun køre ligeud, ind mellem to rækker køretøjer og holde der, mens de sidste kørte om bord og holdt i en række bag os….
Bag os, på selve den skrå opkørselsrampe (!), blev et lastvognstog "parkeret" og til vores store forbavselse blev rampen MED lastvognstoget på, derefter hævet op i vandret position.
På den måde kunne pladsen på underste dæk, hvor rampen ellers ville optage plads i skrå stilling, udnyttes - smart men hvordan vi skulle komme ned igen ad rampen, var vi spændte på…
Den viste sig, i modsætning til på udturen, at være næsten fuld, så da vi kørte op ad rampen, kunne vi kun køre ligeud, ind mellem to rækker køretøjer og holde der, mens de sidste kørte om bord og holdt i en række bag os….
Bag os, på selve den skrå opkørselsrampe (!), blev et lastvognstog "parkeret" og til vores store forbavselse blev rampen MED lastvognstoget på, derefter hævet op i vandret position.
På den måde kunne pladsen på underste dæk, hvor rampen ellers ville optage plads i skrå stilling, udnyttes - smart men hvordan vi skulle komme ned igen ad rampen, var vi spændte på…
VIDEO :
Afgang fra Igoumenitsa til Ancona med Camping-on-Board 16/6-2009
Afgang fra Igoumenitsa til Ancona med Camping-on-Board 16/6-2009
28. dag: Onsdag 17/6 – 2009
Vi vågnede efter en god nats søvn i campingvognen.
Det havde igen været en fredelig sejltur.
Dog 3 timer før ankomst kom der lidt søgang, hvor vi begge blev lidt utilpasse.
Da vi ankom til Ancona lagde skibet sig, i ret lang tid, helt stille uden for havnen. Vi var i forvejen stærkt forsinket i forhold til tidsplanen, så vi undrede os meget over årsagen, men endelig skete der noget.
Det så tilsyneladende ud til, vi havde ventet på en PILOT båd som skulle ”hente” os ind. Vi kom så ind og fik lagt til kaj (gad vide hvad problemet havde været?), men nu var der imidlertid problemer med at få sænket rampen vi skulle køre ned ad. Årsagen var, at der jo på overfarten havde holdt en stor lastbil på selve rampen.
Nu da rampen skulle sænkes, var der åbenbart problemer med lastbilens højde.
Men det lykkedes til sidst og vi kunne omsider køre fra borde. Det viste sig nu, at Mariann havde haft ret i sin formodning, da vi kørte ombord, nemlig at vi skulle bakke hele vejen ned ad rampen når vi skulle fra borde.
Vi holdt jo midt i det hele, så ingen kunne komme nogen vegne, før vi var væk og vi kunne kun komme en vej og det var bagud ned ad rampen!
Personalet var heldigvis nogle erfarne og utrolig dygtige ”dirigenter” der hjalp os ned.
De afløste hinanden hver gang vi var kommet ca. 1/3 ned af rampen - de havde helt klart prøvet det før..
”Sorry” Sir, back, back, back, right, right, left, left, back, back” sådan blev vi gelejdet ned ad den lange rampe.
Til at begynde med kunne Ole ikke lade være med at kigge i spejlene, men så blev der sagt:
”Don´t look in the mirrors – listen to me, trust me !” – og det gjorde Ole så, og så gik det stille og roligt derned ad…
De dirigerede bestemt, men venligst: ”Right” ”Left” ”Back, back” ”Right” ”Left” så vi endte med at komme ned uden en skramme.
VIDEO :
Baglæns fra borde i Ancona....
Baglæns fra borde i Ancona....
Fra Ancona gik det nu hjemad nordpå ad motorvejen.
Om aftenen ville vi have kørt ind på en campingplads i Verona som stod i ADAC bogen.
Vi kunne imidlertid ikke umiddelbart finde den. Først da vi kørte ind mod Verona, den modsatte vej af den vi havde valgt i første omgang, fandt vi skiltene. Men ak, den var nedlagt og alle porte lukket – og så passerede vi da også lige et miljøskilt, så vi faktisk nu pludselig uden forvarsel var på ulovligt område…fint !
Vi måtte hurtigst muligt vende om, men det var ikke nemt på den stærkt trafikerede smalle landevej – og der var absolut ingen hjælp at hente fra den lokale trafik.
Tværtimod dytten og hovedrysten hver gang vi forsøgte at få vendt – men det lykkedes da til sidst.
Nu var vi godt sure og ville så i stedet have noget for vores motorvejsafgift !
Vi besluttede derfor, at køre op på motorvejen igen og overnatte på en rasteplads, selv om det vist er ulovligt i Italien.
Vi fandt og kørte ind på rastepladsen ”Garda East”.
Her placerede vi os med god samvittighed i personbilsområdet på tværs af en stribe personbilspladser, for der var ikke mange personbiler, men derimod meget proppet i lastvognsområdet.
Der kom en campingvogn efter os, som kørte over blandt lastbilerne, og der kom også to autocampere der, ligesom os, parkerede for natten i personbilsområdet, så vi var ikke de eneste ”ulovligt” overnattende.
Om aftenen ville vi have kørt ind på en campingplads i Verona som stod i ADAC bogen.
Vi kunne imidlertid ikke umiddelbart finde den. Først da vi kørte ind mod Verona, den modsatte vej af den vi havde valgt i første omgang, fandt vi skiltene. Men ak, den var nedlagt og alle porte lukket – og så passerede vi da også lige et miljøskilt, så vi faktisk nu pludselig uden forvarsel var på ulovligt område…fint !
Vi måtte hurtigst muligt vende om, men det var ikke nemt på den stærkt trafikerede smalle landevej – og der var absolut ingen hjælp at hente fra den lokale trafik.
Tværtimod dytten og hovedrysten hver gang vi forsøgte at få vendt – men det lykkedes da til sidst.
Nu var vi godt sure og ville så i stedet have noget for vores motorvejsafgift !
Vi besluttede derfor, at køre op på motorvejen igen og overnatte på en rasteplads, selv om det vist er ulovligt i Italien.
Vi fandt og kørte ind på rastepladsen ”Garda East”.
Her placerede vi os med god samvittighed i personbilsområdet på tværs af en stribe personbilspladser, for der var ikke mange personbiler, men derimod meget proppet i lastvognsområdet.
Der kom en campingvogn efter os, som kørte over blandt lastbilerne, og der kom også to autocampere der, ligesom os, parkerede for natten i personbilsområdet, så vi var ikke de eneste ”ulovligt” overnattende.
29. dag: Torsdag 18/6 – 2009
Vi fik en fortrinlig søvn.
Da vi vågnede, så vi en politibil komme tæt forbi os, så vi blev lidt beklemte, men det viste sig, de ville undersøge en belgisk indregistreret parkeret bil, der tilsyneladende havde stået der længe på flade bagdæk.
De bemærkede overhovedet ikke os.
På motorvejen "bag" Gardasøen.
Efter morgenmaden fortsatte vi mod nord, gennem Østrig (denne gang IKKE via B177…) til Tyskland, tilbage over München og videre mod Nürnberg og Berlin.
Ca. 450km fra Berlin, ved 20-tiden, besluttede vi at køre ind og overnatte på et autohof.
Vi måtte slippe 8€, men fik, som sædvanlig, et tilgodehavebevis (som vi dog ikke brugte) på 6€ til brug i restauranten.
Ca. 450km fra Berlin, ved 20-tiden, besluttede vi at køre ind og overnatte på et autohof.
Vi måtte slippe 8€, men fik, som sædvanlig, et tilgodehavebevis (som vi dog ikke brugte) på 6€ til brug i restauranten.
Efter at have spis aftensmad, gik vi en rundtur på autohofen.
Tilbage igen fik vi en god kop mokka inden vi gik i seng.
30. dag: Fredag 19/6 – 2009
I dag fortsatte vi hastigt videre, indtil vi nåede sidste rasteplads før Rostock (Recknitz-Niederung Ost).
Der havde vi overnattet før. Den ligger ca. 36km før Rostock og er et godt sted at tage den sidste overnatning.
Vi havde dog først været inde og slå benene ned på rastepladsen Linumer Brucht, som vi kender fra tidligere overnatninger. Men der, tæt på restauranten og tankstationen, hvor vi plejede at holde og overnatte på området specielt for biler med anhængere, var afstribningen blevet ændret, så båsene nu var blevet meget smalle.
Desuden var der megen leben og uro, så da klokken kun var ~18, og vi ikke var særlig trætte, besluttede vi, at skrue benene op igen og køre videre til Recknitz-Niederung Ost ..
Ved 20 tiden nåede vi så rastepladsen Recknitz-Niederung Ost, hvor der, i modsatte ende af hvor benzintanken og restauranten ligger, er to pladser for biler med anhængere.
Begge pladser var tomme, men kort efter ankom en ret ny Knaus autocamper og overnattede ved siden af os.
Næste dag viste det sig, de skulle med samme færge til Danmark som os.
Sådan optog vi video undervejs mens vi kørte. Kameraet stod godt stabilt på stativet og var ikke i vejen for betjeningen af bilen.
Vi ændrede dog senere, inden vores 2010 tur til Frankrig, så det kom til at sidde i en holder på instrumentbrættet helt oppe ved forruden.
31. dag: Lørdag 20/6 – 2009
For at nå kl. 9:00 færgen til Gedser, forlod vi rastepladsen ret tidligt.
Vel tilbage i DK, besluttede vi at tage en sidste ferieovernatning på vejen hjem, nemlig på vores daværende ”stamcampingplads” Vemmetofte Strand Camping hos Elsebeth og Michael.
Vi fik en plads nede i den nye afdeling.
Lidt en ”fejl”, for vi ville som sædvanlig, helst have ligget lidt for os selv, men arealet vi tit er på ved hytterne, var optaget af et større selskab, fortalte Michael.
Vi ændrede dog senere, inden vores 2010 tur til Frankrig, så det kom til at sidde i en holder på instrumentbrættet helt oppe ved forruden.
31. dag: Lørdag 20/6 – 2009
For at nå kl. 9:00 færgen til Gedser, forlod vi rastepladsen ret tidligt.
Vel tilbage i DK, besluttede vi at tage en sidste ferieovernatning på vejen hjem, nemlig på vores daværende ”stamcampingplads” Vemmetofte Strand Camping hos Elsebeth og Michael.
Vi fik en plads nede i den nye afdeling.
Lidt en ”fejl”, for vi ville som sædvanlig, helst have ligget lidt for os selv, men arealet vi tit er på ved hytterne, var optaget af et større selskab, fortalte Michael.
Vemmetofte Strand Camping
32. dag: Søndag 21/6 – 2009
Jamen så oprandt den sidste dag på ferien.
Vi kørte de sidste ~80km hjem, så vi var hjemme i god tid før vi skulle fejre barnebarnet Malues 7 års fødselsdag næste dag.
Endnu en oplevelsesrig og spændende campingferie var afsluttet uden de helt store problemer.
32. dag: Søndag 21/6 – 2009
Jamen så oprandt den sidste dag på ferien.
Vi kørte de sidste ~80km hjem, så vi var hjemme i god tid før vi skulle fejre barnebarnet Malues 7 års fødselsdag næste dag.
Endnu en oplevelsesrig og spændende campingferie var afsluttet uden de helt store problemer.
Efterskrift
Der gik ret lang tid, hvor vi kørte rundt med både det lappede udstødningsrør og den midlertidige udbedring af motorophænget, for bilen kørte faktisk helt normalt, så vi glemte næsten, at den jo lige skulle repareres ”rigtigt”…
