Tur 104
Film om turen
Har du spørgsmål til turen og dens gennemførelse eller tænker du på at foretage en lignende tur så kontakt os meget gerne :
oldcampisten@gmail.com
oldcampisten@gmail.com
Efterskrift
Vores erfaring med at deltage i en fællestur
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi aldrig før, i de mere end 50 år vi har nydt campinglivet, har prøvet at deltage i en fællestur, det på trods af, at vi er og har været medlem af DCU de fleste af årene, samt også på et tidspunkt, i en årrække, har været medlem af DCK.
Vi har holdt os tilbage fra at melde os til diverse ture, dels fordi disse ture ”kun” har gået til ”ufarlige” områder vi ligeså godt selv kunne udforske, men ikke mindst også fordi vi altid har opfattet camping som en meget individuel form for ferie, hvor man, i modsætning til charterferier og lignende, netop ikke er afhængig af andre end sig selv (hvilket i øvrigt kan være svært nok endda..).
Når man, som her på Sortehavsturen, skal ud i områder der kan være lidt ”farlige”, og det desuden kan forudses der sandsynligvis ingen campingpladser er, kunne vi imidlertid ikke drømme om at køre sådan en tur på egen hånd, så da muligheden for at få lov til at komme med på ”eventyrturen” Sortehavet Rundt bød sig, var vi ikke et sekund betænkelige, selvom vi selvfølgelig var klar over, at vi for en gangs skyld ville blive afhængige af at køre sammen med andre.
Vi havde nogle aldeles dejlige og hyggelige møder i de ca.1½ år planlægningen varede og vi løste de lidt vanskeligere opgaver ved at fordele dem imellem os. Desuden blev vi enige om mange praktiske ting, bl.a. hvordan vi skulle køre og rokere i grupper. Da flere af deltagerne, i modsætning til os, havde erfaringer med at køre gruppeture, følte vi, at de med deres erfaring vidste hvordan det skulle foregå mest hensigtsmæssigt, så for os lød det alt sammen fint nok.
Måske ikke så uventet, viste det sig, som alle jo ved, at teori og praksis ikke altid stemmer overens og så er det man skal til at tage stilling til, om man skal holde stædigt fast i det man har aftalt, eller man skal være fleksibel og tilpasse tingene undervejs så alt fungere bedst muligt.
I vores tilfælde var det især vores kørselsmønstre der viste sig at være forskellige : nogen ville helst ikke bruge for meget tid på landevejen, men ville gerne frem til næste overnatningssted så man kunne få lidt ud af aftenen, hvis der alligevel ikke var noget at se undervejs, mens andre foretrak et noget langsommere tempo.
De planlagte grupper og rokeringer fungerede derfor knap så godt, men heldigvis var vi så fornuftige, at vi blev enige om at ændre på det, så ingen følte de blev presset til enten at køre for langsomt eller for hurtigt i forhold til deres køremåde.
Ud fra bl.a. denne erfaring er vi nu blevet så kloge, at vi ikke igen vil deltage i en fællestur hvor det forudsættes, at man følges ”slavisk” ad i en kolonne.
Vi vil meget, meget gerne en anden gang køre sammen med andre på en lignende spændende tur, men aftalen skal, med mindre man kører i områder med fælles guide, være, at den eneste faste ramme er, at sikkerheden ligger i, at man er forpligtet til at holde kontakten med hinanden undervejs (via walkie og mobil) og i givet fald er forpligtet til at komme hinanden til hjælp hvis nogen får et problem.
Aftalen skal ellers blot være, at man mødes på næste planlagte overnatningssted i løbet af eftermiddagen/aftenen. Er der nogen der, en eller flere dage, har lyst til at følges ad, så er det selvfølgelig ok, men det skal være helt ”frivilligt” således en så stor fleksibilitet som muligt opnås.
Ud over at en sådan aftale løser et evt. problem med forskellige kørslesmønstre, og de problemer og risici for farlige situationer en kolonnekørsel i stærkt trafikkede områder uvægerligt giver, løser det også problemet med hvor lang tid man hver især ønsker at bruge på pauser og diverse seværdigheder undervejs.
Pudsigt nok lå der i postkassen, da vi kom hjem, en brochure fra det store tysk firma "SeaBridge" der arrangerer professionelle guidede ture til eksotiske områder.
På forsiden står "Kein Fahren im Konvoi" og under beskrivelsen "Jeder für sich - doch nicht allein", så der gøres her udtrykkeligt opmærksom på, at der på deres ture ikke er tale om kolonne-kørsel, men præcis, som vi netop har erfaret er det rigtige for os, at man får udleveret en køreplan for hver dag med det der er at se undervejs, og så kan man køre hver for sig, eller nogen sammen der frivilligt ønsker det – men under alle omstændigheder har man sikkerheden i, at man ikke er alene, men del af en gruppe, der hjælper hinanden hvis noget går galt.
Det eneste der ligger fast er overnatningsstederne man skal mødes på hver aften så man er sikker på alle er med.
